Kom tilfældigvis forbi

I dagens Politiken skriver jeg om Stig Kreutzfeldt, der fylder 60 i morgen:

Nu om dage kan det virke, som om unge sangere får taget deres første pressefoto, før de har skrevet deres første sang. Derfor er det godt, at Rugsted-Kreutzfeldt igen er begyndt at turnere som en påmindelse om, at det altid er mest holdbart, når drivkraften ikke er hangen til berømmelse, men glæden ved musikken. I en turnepause (se datoer her) tager sangeren, produceren og sangskriveren Stig Kreutzfeldt sig tid til at fylde 60 på fredag.

Han gik fra pladestudiets halvmørke til spotlightet, nærmest en smule modvilligt og overraskende for de af os, der i 70’erne ude i Sweet Silence-studierne havde set ham regere som konge af flersporsteknikken. Fra 16 til 48 spor og senere lige så forudseende og ubesværet ind i den digitale tidsalder. For selv om Stig Kreutzfeldt både har spillet teen-pop i Lollipops samt postpsykedelisk beat med Stig & Sten og Ache var det som producer, han fik skrevet sit navn bag på læderlænestolen. Nærmest som et varemærke. Et intermezzo som repertoirechef på et pladeselskab var, typisk for ham, for langt væk fra musikken.

Det var en tid, hvor der både var råd til flueknepperi og fordybelse i studierne. Kreutzfeldt gav kvalificeret modspil. Bifrosts første albums, C.V. Jørgensens ’Storbyens små oaser’ og ’Vild i varmen’, ja, selv Ringo Starr nød de år godt af hans lydhørhed. Siden er listen blevet for lang til en omtale af denne art, men med skal det, at han (og makkeren Jens Rugsted) leverede råstoffet til Sanne Salomonsen-comebacket ’Kærligheden kalder’ og Kim Larsen-albummet ’Hvem kan sige nej til en engel’. Andre Kreutzfeldt-kunder har været Aqua og Lis Sørensen, og som komponist skrev han landeplager som ’Brug dit hjerte som telefon’ fra filmen ’Hannibal og Jerry’ samt, sammen med Poul Krebs, Kosovo-støttesinglen ’Kun en dråbe’. Og Brødrene Olsens grandprix-evergreen ’Fly on the wings of love’ havde ikke lydt sådan uden Kreutzfeldt ved knapperne.

Stig Kreutzfeldt skulle selv opleve skønheden og smerten ved at være et stjerneskud. I 1977 fik han en legekammerat i den tidligere Savage Rose-bassist Jens Rugsted. I de ledige ydertimer i studiet fik de lov til at indspille deres sange. En af dem, ’Dele dine drømme’ med tekst af Dan Turèll, blev et hit i Jazzhus Montmartres natdiskotek, men der skulle gå næsten fire år, før de fik delt den sang med det store publikum. Men så fik duoen til gengæld succes med tilbagevirkende kraft. En medvirken i april 1981 i et DR-program – det var dengang – fik dagen efter folk til at stå i kø efter både deres hidtil upåagtede debutalbum fra 1979 og deres andet album, udsendt op mod jul året efter. Fem tusind plader røg over disken – om dagen. Under en avisstrejke. Selv om kun få kunne udtale duoens navn, kunne alle nynne med på deres sange, som lånte lige meget fra Young Rascals og Earth, Wind And Fire og alligevel besad en helt egen dansk tone, tilsat noget dengang så nymodens som en rytmeboks. Kreutzfeldt mente selv, at de havde fundet et hul efter socialrealismen. En anmelder kaldte ballader som ’Sad i parken’ ”lyden af lædermøbler og for meget fritid”.

Det var næsten ovre, før det var begyndt. Rekord-udsolgte koncerter i sommeren 1981 og platinplader (som dengang udløstes ved 100.000 solgte eksemplarer) lignede ellers den fortsatte opskrift på succes, og forsalget af parrets tredje plade lovede godt, men pludselig stod ingen i kø i butikkerne. Billetsalget til en efterårsturne svigtede, og i stedet for bare med is i maven at aflyse de dårligst solgte koncerter lod parrets deres firma gå konkurs. De ramte jorden brat. Der gik fire år før deres næste plade kom. ’Jorden kalder’ hed den, vist ikke uden en vis selvironi.

I dag er Rugsted-Kreutzfeldt sikret evigt liv i DAB-universet, og selv om Stig Kreutzfeldts stemme live ikke længere er helt så himmelstræbende, fungerer tidsmaskinen velsmurt for en sanger, der kom tilfældigvis forbi. Og blev her.

Foto af Henning Olsen fra koncert i Randers 2007.