You are here: Home / Kritik / Kristina Train på sporet af noget stort
Kristina Train på sporet af noget stort
4. december 2012 // Kommentarer slået fra
Der er ikke grund til så meget tilløb. Sangene fra Kristina Trains album, Dark Black, er det, der fylder mest i mit arbejdsværelse for tiden. Sydstatssangeren fra Savannah, Georgia besidder et elegant schwung som Dusty Springfield, samme country-twang som k.d. lang, deler rockaccent med Bonnie Raitt og synger sig lige ind i tidens britiske retro-soul fuldt på højde med Rumer og Adele, og når hun bliver allermest intim og sårbar, bliver det til at høre, hvorfor Blue Note engang forsøgte at køre Kristina Train i stilling som en ny Norah Jones.
Det mildt mirakuløse ved alt dette er, at hun også lyder som sig selv.
Som nittenårig fik hun tilbudt sin første pladekontrakt (af Blue Note). Hendes mor sagde nej, men efter college skrev Kristina Train under som 24-årig og udsendte i 2009 albummet Spilt Milk. Det var lovende, men også lidt for forceret.
Her, tre år senere, er hun stadig lovende, men hviler mere i sig selv og sine (og Martin Crafts) sange. Som sangskriver og sanger har hun været en dygtig elev i ‘Since you’ve been gone’-skolen, og titler som ‘Don’t Leave Me Here Alone’, ‘Lose You Tonight’ og ‘Dream Of Me’ fortæller alt om, at forladthed og ulykkelig forelskelse er drivkraft i hendes kunst. Det er selvmedlidenhed til gengæld ikke. Der er en egen robusthed over hendes soulmættede stemme.
Sange som det stort anlagte og sikkert gennemførte Whiter Shade of Pale-agtige titelnummer (YouTube-link), den indtrængende tolkning af Band of Horses-balladen ‘No One’s Gonna Love You’, den nøgne Jimmy Webb-pastiche ‘Saturdays Are The Greatest’ og ‘Lonely Sinner’ med det meget Bowie-lignende pianoakkompagnement mere end antyder en stjerne i svøb.
Den blaserte anmelder i mig kan godt høre,at hun endnu sine steder lyder for som andre, men de gange, hvor hun selv trænger igennem, bliver det hjertebankende smukt og helt uimodståeligt. Prøv selv.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
