Kryds ved The Blues Overdrive
1 CommentDer er noget mærkeligt selvmodsigende i, at en af rockens grundsten, bluesmusikken, er endt som enten en skamreden kliche eller en museal nichegenstand – hvis man tager musikbranchebriller på. Det kan man også bare lade være med og i så fald udgør bluestraditionen en skruplevende subkultur. Også herhjemme, hvor en række unge bands på de små, mere ydmyge spille- og udskænkningsteder fører staffetten fra Delta/Cross Band videre….
Et af dem er The Blues Overdrive. Kvartetten EP-debuterede i 2010, og nu er der netop kommet et selvfinansieret debutalbum fra sangeren og guitaristen Martin Olsen, trommeslageren Lars Heiberg, bassisten Thomas Birck og leadguitar-fundet Andreas Andersen. Birck og Andersen kan også høres i det mere sydstatsrodfæstede ensemble Tutweiler.
The Blues Overdrive er, som man kan regne ud, blegansigter, der ikke bilder sig selv eller andre ind, at de har negroide årer. Det er en ekstra charme ved bandet. Ingen forlorenhed eller omklamring af traditionen, men rendyrket kærlighed til genren, parret med en langt mere end gennemsnitlig teknisk kompetence, instinktiv forståelse for holdarbejdets ånd og så Andreas Andersens righoldige guitar, der både kan det jordbundne og det disciplineret himmelflyvende. Han kan sin Albert Collins, men er faktisk bedst, når han fordyber sig i afhængigheden af Mike Bloomfields særlige stil. Så bliver han sig selv. Hvis man synes, dét lyder mærkeligt, er det fordi, man ikke har fattet meningen med the blues.
Med undtagelse af et uinteressant J.J. Cale-nummer (som man forholder sig alt for benovet til) har Martin Olsen skrevet sangene. Eller rettere: Han skriver videre på bluesmusikken præcis som i sin tid Eric Clapton gjorde det. Faktisk synger han ikke så lidt som Clapton i dennes yngre dage. De tidlige Yardbirds basker især med vingerne i uptempo numrene. Og de få gange, Blues Overdrive tager til Chicago, gør de det, som om de har været der før.
Jeg må mærke dem live. Blå mærker kan godt gøre godt.
About the author
1 Comment
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
[...] Torben kan også godt lide pladen… [...]