Kultur for de få og vågne
16. april 2010 //
I dagens Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:
Mangfoldighed er enhver tv-seers salt. Nogen er glade for, at Nynne Bjerre Christensen er tilbage på Deadline, andre jubler over, at Amalie er tilbage i Paradise Hotel. Selv glæder jeg mig til at se, hvad DR mener med ’nyklassisk public service’. Mediedirektør Mikael Kamber gav i denne uge sin udlægning: ”DR skal gøre dét, der er væsentligt, relevant for de mange,” sagde han til Mediawatch.
Spørgsmålet er hvem, der afgør, hvad der er væsentligt. Og for hvem. Sammenligner man Kambers ord med virkeligheden kan man deducere, at den løbende DR-kulturdækning på tv ikke er væsentlig. Alt for længe har den kun henvendt sig til barnløse med kreative fleksjob, som ikke skal op om morgenen, men sammen med andre kreative og quasi-intellektuelle kan sidde og hænge til sent over Adrian Hughes’ postmodernisering af Blichers bindstouw, ’Smagsdommerne’.
Værtens formidlingsevne og ikke altid lige tøjlede selvsmagen ufortalt forsegler den slags programlægning et i forvejen lukket kredsløb og gør ’kulturdækning’ til en frase, man kan tage frem, når et nyt medieforlig truer.
Der er dog anden kultur på DR-tv. På DR K kører Klaus Rothstein (billedet) efter DK4-forbillede ’Forfatterstemmer’. Programtitlen indikerer, at her er ikke plads til pjank. Og scenografien med ryatæppe emmer af 60’erne, hvor forfattere fremstilledes som uforståelige, men eksotiske.
Rothstein er fuld af kærlighed til ordene, også sine egne, men har så travlt med at få sine gæster ind i sine kasser, at det hæmmer samtalen. Onsdag sad Marina Cecilie Roné og Mathilde Walter Clark i de røde stole, fordi deres bøger partout skulle dele temakreds. Det var de ikke helt enige med Rothstein i. Ja, faktisk havde de svært ved at få rum til at forklare, hvad bøgerne handlede om. Men som en af dem sagde, så er det jo derfor, de har skrevet dem. De er forfattere, ikke forklarere.
Et fast indslag i ’Forfatterstemmer’ er en designkyndig, der vurderer bøgernes udseende. Hun var den, der tydeligst kunne fortælle, hvad de handlede om. Meget sigende. Og ikke kun for de få.
Pressefoto af Agnete Schlichtkrull/DR
