Kulturnyt er ikke dårligt nyt

Enhver nyhedsredaktør ved, at vejen til karrieretoppen ikke er brolagt med prioritering af kulturnyheder. På DR1 og TV2 bringer man i nyhedsudsendelserne hellere ti politiske mellemregninger, belærende udlagt af verdenskloge ungreportere, forfremmet til analytikere, end en tophistorie om, at nu er der udgivet denne eller hin synspunktsomvæltende digtsamling eller plade.

Og selv om netavisernes umættelighed efter stof har haft en afsmittende effekt fortrænger kultur fortsat alt for sjældent de utvivlsomt vigtige, men ofte åh så kedelige samfundspolitiske historier fra forsiden af de trykte aviser.

Jeg ved godt, at kulturen dækkes på tv-stationernes hjemmesider, men på selve tv lever kulturen sit eget liv i dertil indrettede reservater, som om man er bange for, at det skæve og uberegnelige skal forurene eller smitte den lineære nyhedsopfattelse. Og når det går højt, dvs. når der er stofmangel, kan kulturen lige klemmes ind inden vejrudsigten.

At kulturjournalistik ikke behøver være ekskluderende eller showstoppende kan TV2-ledelsen forvisse sig om på ’Kulturen på News’, og TV Avisen kan såmænd hente inspiration ved bare at stille ind på P1, hvor man netop sender kultur, så det dur, i programmet ’Kulturnyt’.

Med to gange et dagligt kvarter er ’Kulturnyt’ ikke en erstatning for det i al diskretion, men uforståeligt nedlukkede ’Kulturkontoret’, der varede en time og brugte tiden godt.

Alligevel er den lidt tørre Tore Leifer og den mere musiske Ole Blegvad på skift værter for programmer, der bliver pejlemærker, appetitvækkere og punktnedslag i mangfoldigheden. Og selv om man kunne frygte, at mainstreamstoffet blev for meget produktreklame og nichestoffet for elitært, formår ’Kulturnyt’s reportere faktisk at formidle nysgerrighed og glæde både over det store og det små. For slet ikke at tale om det store i det små.

De seneste dage har vi hørt nyt om multikulturel dans til egyptisk revolutionsrap, været i studiet med den herboende kurdiske gruppe, Li Dinê, fået læst og påskrevet om samtidsnytten af performancelitteratur og nyoversatte sagaer, og er igen via Per Juul Carlsens anmeldelse af en japansk tegnefilm blevet mindet om, at film sagtens kan ses i radioen, og så ville jeg på forhånd have forsvoret, at noget så usexet som etableringen af et mere bæredygtigt arkæologisk museumsmiljø herhjemme kunne have min interesse.

Tak for at få mig ud af den vildfarelse, Katrine Nyland Sørensen.

Kulturnyt, DR P1 hverdage 12.46 og 18.10. Kan genhøres på nettet samt podcastes

Dennne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK