Lad ikke Mathilde Falch gå

Netop i disse dage kulminerer den seertalsbestemte kåring af, hvilken amatørsanger der bedst kan udholde dommeromklamring og Thomas Blachmans forhånelser og udfylde de obligate femten minutters pseudoberømmelse. Der er som bekendt et musikliv uden for Voice og X-Factor, ja, man kan spørge sig selv, om der overhovedet er et musikliv i de programmer.

Og mange unge danske talenter kunne ikke drømme om at gøre musik til en konkurrence, men udgiver plader – ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Forleden kom Naja Rosa Koppels andet album, og nu følger Mathilde Falch sin debut-ep op med albummet Lad mig gå fri.

I 2010 sang hun på ‘Måske om fem år’: “Jeg kan ikke finde ud af det der kærlighed”. Det kan hun stadig ikke. Og heldigvis for det, for det er som altid længslen, frustrationen og følelsen af ikke at slå til, der er trædestenene på vej til afklaring. Dem betræder Mathilde Falch med lige dele desperation og total dødsforagt. Eller som hun synger: “ustoppelig lidenskab, frihed uden tab…”

Jeg har før skrevet, at hun lyder lidt som Chrissie Hynde. Jeg kunne tilføje Lise Cabble fra Miss B. Haven, men mest lyder hun nu som sig selv. Hun er ingen skønsanger, for det, hun besynger, er ikke skønheden i sig selv, men lidelsen, der førte frem til den. Det gør hun med en læderjakkerå og alligevel så skælvende sårbar stemme, der falder ikke som solskin, men som rensende regn mod min hud.

Hun kan det der med hooklines og seje refræner, og i Lars Skjærbæks no nonsense-produktion lyder hendes band (med den gnistrende guitar Rasmus Skov) som en skamløs blanding af Travelin’ Wilburys og Malurt. Titelsangen og ‘Væk fra denne virkelighed’ om arrene på sjælen og dæmonerne på skulderen er bandsat ørehængende og effektive, og på ‘Sådan er du’ kaster hun sig uden sikkerhedsnet ud i en ballade med torch song-potentiale.

Skulle jeg indvende noget, er det, at Mathilde Falch nok næste gang ikke i samme grad bør underkaste sig rimtvangen så tydeligt. Uanset hvor indtrængende hun synger, kan der somme tider komme noget ufrivilligt komisk over tekster, som ville have haft bedre af at følge devisen om ‘don’t tell it show it’. Rim som:

Jeg danser min tango bedst når jeg er helt alene,
Jeg har brug for at mærke vildskab og liv,
i hver en vene…

kunne der for min skyld godt være færre af. En sprogrøgtning kunne have gjort godt. Også af vendinger, der kun på papiret er sangbare. Omvendt er det ikke hver dag man møder en strofe som:

Du kan ikke sove,
Din underbevidsthed forsøger en dialog.
Du kan ikke sove,
Det fortrængte slår sig ikke til ro.

Til den kritik kunne Falch sikkert finde på at bruge ordene fra ‘Bjælken’, albummets sidste nummer, som man ikke behøver være i familie med hende for at føle sig ramt af:

Der kommer du med bekymrede øjne og aer mig på min kind
Fortæller mig om alt hvad der foregår i mit eget sind
Spar mig for dine gode råd, dine påtagede visdomsord
Luk ned for din lommefilosofi, det her er ikke dit bord.

Og når alt kommer til alt så er det ret befriende med en sanger, hvis tekster ikke lyder som en Facebook-opdatering eller noget fra et Paradise Hotel-plenum.

Åh, hvem der var 22 igen! Åh, godt man ikke er 22…

Mathilde Falch: Lad mig gå fri. Producer: Lars Skjærbæk. Gateway.

Se mere, bl.a. om turne, her.

PR-foto: Timm Vladimir

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK