Lad os råbe højt om Marie Frank

Stop mig, hvis jeg har fortalt den før: For efterhånden mange år siden stod jeg hos min lokale pladehøker og hørte den nye med J.J. Cale (til yngre læsere: Dengang kunne man få lov at høre musikken i pladeforretningen, før man evt. købte den). Ind træder en par pjækkende gymnasielever. Og en af dem udbryder: Hvor lyder det bare som en, der efteraber Dire Straits.

For nylig genopførtes anekdoten: Pladehandleren havde sat den nye cd med Marie Frank på. En kunde spurgte om det mon var den nye med Tina Dickow.

Al respekt for Dickow, men Marie Frank var der først. Allerede i 1999 vakte hun anmelderopsigt med den indtagende debut Ancient Pleasures og radiohittet ‘Symptom of my time’.

Talentet var indlysende, også på scenen, men hun kunne ikke eller var ikke interesseret i at holde momentum, så der blev stille omkring hende efter et par i virkeligheden lige så fine, diskrete plader. Siden blev hun mor og flyttede ud, hvor kragerne vender.

Som man kan se, har hun taget den danske fauna med på billeder på albummet Pop you wheeze, men ellers er det så som så med det danske. Man kunne godt ønske, at hun en dag ville synge på dansk, men imens føles det faktisk som en overraskende gave at høre hendes nye musik.

Hun synger stadig med en sitrende, distinkt følsomhed. Ikke så intellektuel og køligt-klaustrofobisk som Dickow kan være, men snarere med samme sfæriske poppoesi som Dido, hvis man nu absolut vil have sammenligninger.

Marie Frank lyder nemlig mest som sig selv. Og numre som ‘Time’, ‘Work And Pray’ og titelsangen (med de åbenbarende indledningslinjer ‘ first light of day found us defenceless’) skaber et eget rum, man har lyst til at bebo og fylde med minder.

Dårligere bliver det ikke af den medkomponerende husbond Anders Pedersens facetterede, stilsikkert stilblandende og uroligt ulmende guitarspil og eventyrlystne arrangementer.

Pop your wheeze er i al sin lavmælthed en plade, man får lyst til at råbe højt om. Det være hermed gjort.

Foto: Sascha Maric