Larsen byder på fem Eiffel

1982 var et overgangsår for Kim Larsen: Drømmen om Amerika var bristet. “Jeg dumpede i USA”, udtalte han til Ekstra Bladet samme efterår. Nu var han tilbage i Rørholmsgade, men mens selvtilliden måske nok havde haft det bedre, ulmede kreativiteten, ikke den strømlinede, personlighedsudviskende, der havde ladet sig høre på to engelsksprogede plader, men en genopdagelse af fortiden. Af og til skal man jo langt væk for at komme tilbage til sig selv.

Resultatet blev, i første omgang, ep’en 5 Eiffel, opkaldt efter cigaretmærket af samme navn. Som Peder Bundgaard skriver i sin bog, Larsen, så handlede det for sangeren om at komme “back to the roots. Tilbage til barndommen og dengang man kunne frisere sig i timevis for at se ud som Elvis, mens man vendte lommen i håb om, at der var nok til 5 Eiffel.”

Her, tredive år senere, udgives ep’en nu for første gang på cd, remastereret og nydeligt lay-outet i samme stil som EMI’s genudsendelsesserie, som Sony nu viderefører. Et sjældent, men godt eksempel på pladeselskabskoordination.

Pladen vakte opsigt i sin tid, mest fordi boet efter Frank Jæger var pikeret over den bramfri måde, Larsen hylder sin højskolehelt på. Og nedlagde forbud mod genoptryk. Nogen må siden være kommet til fornuft, for de minimale tekstændringer er da for intet at regne mod den charmerende og loyale ajourføring, Larsen foretog af digte som ‘Være-digtet’ og ‘April april’ (striden med Jæger-arvingerne kom senere til at betyde udskiftning af et nummer på Sange fra glemmebogen). Begge tekster, de originale og Larsens udlægninger, er aftrykt i en booklet, som desværre ikke fortæller noget om historien. Jeg har ladet mig fortælle, at Larsen ikke har ønsket, at de genudsendte cd’er skulle forsynes med baggrundsinformation. Det må være sket i aldersstegen trods mod skolelæreren i ham. Synd er det.

Begge Jæger-fortolkninger lader stadig ane, at der må have ligget et helt album af samme slags og luret i Larsens baghoved. Han synger ømt, men også gavflabet og noget nær det originale Gasolin’ akkompagnerer ham plus Klaus Agerschou, hvis keyboards lader ane, at den nye britiske bølge med folk som Joy Division var nået over Langebro.

Alligevel er der en egen grundlæggende gammelmodighed over pladen, som ikke er en plade, men en stribe indfald, der alligevel har en fælles atmosfære. Larsen siger foreløbigt farvel til det Valby-engelske med en varm version af Leiber & Stoller’s ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, en af de alt for godt gemte perler i Elvis-kataloget, og på vignetten ‘Jægerens kvarter’ (til musik af Nils Henriksen) fremkalder han en lille hverdagsfilm af ømhed og længsel. Mens Christianshavner-orginalen, Bob Parkvist, duarder-reciterer Nis Petersen-digtet ‘Kit’ på autentisk svajer-københavnsk af den slags, der lyder som et fremmedsprog nu om dage. Men hold kæft, hvor er det stemningsfuldt.

Det er hele ep’en sådan set stadig. Anledningen til at lave den var, at Larsen skyldte det daværende CBS et album, inden han tog til Valby og lavede Midt om natten både på film og på plade (på nyt pladeselskab).

5 Eiffel er kun et mellemstykke, men det er som bekendt mellemstykker, der er med til at holde musikken sammen.

Kim Larsen: 5 Eiffel. Producere: The Samba Brothers. 2012-koordination: Charlotte Paludan. Remaster: Jørgen Bo. Sony.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK