Larsen vil ikke nøjes med at lune

Er det kun mig, der synes Kim Larsens svajercharme efterhånden er noget tyndslidt? Har han ikke malet sig selv op i et hjørne som en afløser for de to sure gamle mænd på balkonen i Muppet Show? Hele dette selvbillede som en fredløs i en gennemreguleret verden ligner mere og mere en karrikatur. Derfor er det godt, at han af og til udsender et album, som kan lukke munden på næsten alle hans manerer.

Det nyeste, Mine damer og herrer, har kørt herhjemme nogle uger nu. Ikke på grund af børneremser som den indledende ‘Udenfor døren’, der fastholder ham i yndlingsrollen som ham fra det dårlige selskab, men fordi pladen rummer nogle af hans ømmeste kærlighedssange siden han fik os til at drikke sauterne. ‘Du er min’, ‘Danser med dig’ og ‘Blå lanterne’ med Beatles-celloer lyder allerede som klassikere.

Selv om ingen af de to arbejder så kalkuleret, er det åbenlyst, at en plade som Værsgo aldrig helt har sluppet producer Poul Bruun og Larsen. Dette nye album har lidt af samme umiddelbarhed og bevæger sig musikalsk på det samme loppemarked, men er i sagens natur uden debutpladens naivitet. Jeg savner dog Kjukkens rodfaste rock og især guitarist Karsten Skovgaard, som kun medvirker på to skæringer. Men kunne godt have undværet Kim Larsen som genopstanden protestsanger, bl.a. på en i øvrigt fin melodi som ‘Bitter frugt’, som handler om, at vi ikke skal være i Afghanistan for at forsvare et demokrati, “der er færdigt og forlængst forbi.“ Er budskabet så det ultraliberale, at vi skal lade Den tredje verden passe sig selv eller?

Det er ikke, fordi jeg skal føre mig frem med tale og sang, krukker Larsen. Joda. Bliv endelig ved, men tankevækkende nok gør holdningssangene dig til en sanger af i går. Synd, når du nu er den bedste gårdsanger, vi har. I dette udrydningstruede folkefærd er han stadig sjakbajs, mine damer og herrer.

Erik Jensen har i Politiken interviewet Larsen. Se her.

Ukrediteret pressefoto fra www.kimlarsen.dk