Larsens refræn er rent frieri

Hvordan bærer han sig egentlig ad, ham Larsen. Svaret er, at han slet ikke gør det. Han er det. I en branche, hvor forstillelse og udvendighed er blevet sat i system og tildeles point i den bedste sendetid, insisterer Kim Larsen på ikke at stille sig an. Han er sig selv. Fordi det når alt kommer til alt – og det gør det jo – er det letteste. Men også det sværeste, fordi det kræver mod – både til at bekymre sig og til at være ligeglad med, hvad andre mener uden af den grund at degenere til egoist i velbjerget eksil, så fjernt fra rockens alfarvej som Fyn.

Du glade verden kalder han sin nye plade med Kjukken. Jeg tror ikke, Larsen har noget imod det, hvis man kommer til at tænke på “du glade vanvid” i samme moment. Alene indledningssangen, ‘Bare for at gøre en forskel’ med det ringende guitar/keyboardtema, hvor sangeren ømt synger ‘Hallo, min elskede det er bare mig igen…” og man er lige ved at belave sig på endnu en sang af den slags, pop er lavet for. Det er den også, men alligevel ikke helt.

Han fortsætter nemlig med “Jeg har det ad helvede til og længes hjem…” Han er nemlig soldat, og det er nu om dage noget andet end at stå vagt for dronningen. Nu om dage lyder reveillen et eller andet sted i Langtbortistan, hvor “det er lige meget med det femte bud/bare du gør honnør…mens blodet farver solen rød, imens jeg dør.” Til gengæld bliver man godt betalt – for at gøre det politikerne kalder en forskel. Det er en af de stærkeste antikrigssange, jeg har hørt, netop fordi argumentationen ikke er skarpladt, men handler om det nære og de kære. Og er jeg den eneste, der har ‘Jutlandia’ duvende i baggrunden. Borte – eller det tiden? – har bare taget sygeplejersken på seksten år.

Sceneskift i næste sang – for en Larsen-plade hænger ikke sammen som et konceptalbum, men er i de gode årgange så modsætningsmættet som livet – og 2012 vil givet vise sig at vokse til en god årgang. Nuvel, jeg kunne have ønsket mig mere roots-guitar og mindre blipbåttende 70′er-keyboards, men Kjukken er og bliver et af landets bedste værtshusorkestre. Og på pladens næste sang, ‘Her står jeg’, fylder de som flere festivaltrækplastre.

Navneskiltet på sangerens dør er pillet af. Det er, som han svajerskråler, nok det, de kalder “drengestreger”: “nu kan jeg ikke huske hvad det var jeg hed/men ellers går det som det plejer”. Og plejer er ikke død.

Du glade verden er en veloplagt og gavmild grammofonplade, hvor sangeren har tændt for ekkomaskinen, så sangene giver smukt genklang af det kendeste bagkatalog herhjemme.

Her er de sære, skæve eksistenser, der i gamle dage solgte bananer. Nu sælger de “ægte Picasso i tyve kopier” som det hedder Larsens version af ‘Havana Moon’, ‘Solopgang til måneskinspriser’. Og den filosoferende lommeromantiker er på spil i en elegant arrangeret sang som ‘Så ved du hvordan’, som også er en ode til ensomheden som det sidste fristed for den umoderne, modne mand: “Når dagen er forbi og mørket falder og gaderne kalder, så må du ud at gå, men vejen den fører ingen steder hen. Før du ved af det er du hjemme igen…”

Og på den yndefulde ‘Sød symfoni‘ møder Huck Finn fru Sauterne, så ethvert kandelaberbelyst dansegulv bliver for småt.

En Larsen-plade ville ikke være en Larsen-plade uden sange af den slags, andre ville skrotte i øvelokalet, men som han alligevel tager med, fordi det er med at gøre cirklen rund. Der er en lige linje tilbage til Værs’go-viserne fra en ny sang som ‘Så meget jord’ om begærlighedens pris (og der kom spillemandsguitaren!). Og “Henrik” er en charmant bagatelle om en prinsegemal af samme navn, hængende lige på den lumske kant til revyviserne, men aldrig udhængende. Og rimene er børnehaveuimodståelige: “Han går ulasteligt klædt med Maggie på slæb…”

Mere alvor er der i titelsangen, som starter som et ‘kæresten er skredet”-kvad, men synger sig op til at blive en radiovenlig refrænsang om dengang, der var “velstand og varme hveder fra det lokale bageri”. Nu er det anderledes. “Da vi havde fået nok/gik hele lortet bankerot”. Og “ingen penge er der nok af”. Larsens analyser vil ikke bibringe ham et adjungeret professorat på CBS, men mod hans stemme er i hvert fald denne lytter forsvarsløs, når han synger, at det eneste, han ønsker sig, er en lille bid af himlen. Eller synger han “hende”. Nå, det kommer jo nogle gange ud på et.

Han er, som han synger på den kosteligt arabiske pastiche, ‘Den gyldne middelvej’, “looking for love”, mens imamerne synger og kirkeklokkerne ringer.

Og lyder det meste af tiden, som om han har fundet den, kærligheden, og gerne vil dele den med os andre. Det er bare at lade blasertheden blive hjemme. Værs’go. Nok er neglen gul og pladesalget til platin, men hjertet er af guld. Og stadig vidunderligt hvileløst.

Kim Larsen & Kjukken: Du glade verden. Producer: Mads Haugaard. Executive producer: Poul Bruun. Medley/EMI. Udkommer i dag.

Pladecover: Erik Clausen

Bandfoto: Morten Rygaard.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK