Nej, jeg var ikke inde og se Lauryn Hills koncert forleden. Måske fordi jeg anede, hvor det bar hen og ikke ville konfronteres med gammel kærlighed i forfald. Andre anmeldere gik og gik skuffede hjem. Jeg nøjedes med at genhøre hendes debutalbum og derefter finde min 2001-bog Lydspor frem, som kårer det til en af rockens 100 bedste plader. Det står jeg ved:

LAURYN HILL ankom som et brus af menneskelighed midt i et miljø, hvor drenge- og pralerøve af begge køn kappes om at udsprede den mest skærefaste mandehørm. I trioen Fugees havde hun ikke ført ordet, snarere været attraktiv staffage, skønheden blandt udyrene, men det var hendes stemme og den renlivede udlægning af ’Killing Me Softly’, der med et slag forandrede Fugees fra et so-so hiphop-navn til en båndsløjfe i alle radiostationer og lufthavne med smag.

Alligevel havde ikke ret mange ventet sig, det de fik, da hun udsendte sit første soloalbum The Miseducation Of… i 1998: En voksen kvinde med total kontrol over sine virkemidler i en branche, hun selv har kaldt sexistisk mere end en gang, og som hun giver tørt på i ’To Zion’, en sang om hendes søn, men nok så meget om et miljø, hvor karrieren er noget, man plejer, og kærlighed kun er noget, man synger om:

Everybody told me to be smart look at your career they said
Lauryn, baby,
use your head
but instead I chose to use my heart

Og hvilket hjerte! ’To Zion’ er en stor sang om den endnu større religiøse oplevelse, det kan være at få et barn, en engel på jorden. Ja, den får ikke for lidt, men der er dækning for superlativerne i musikken, hvor Carlos Santanas karakteristiske guitar ciselerer den reggae-beåndede ballade, så vi både ender på hitlisten og dybt inde i rastafari-mytologien. Forud for denne sang er gået to andre, som skildrer kærligheden før fødslen, før undfangelsen. ’Lost Ones’ er den smittende åbning, hvor Hill rapper sig nøgternt og melodisk frem til et farvel med kæresten, som ikke skal tro, de virker, de sår han giver hende: »Never underestimate those who you scar, cause karma comes back to you hard …« Og omkvædet sidder præcist hvor det skal i hans selvforståelse: »You might win some, but you just lost one …«

Mere forsonlig er tonen på ’Ex-Factor’ om et forhold, hvor den ene ikke vil kæmpe lige så meget for det som den anden, og hvor hun spørger sig selv, hvorfor hun bliver ved. Men kærligheden kan ikke forklares. Den skal leves (og bliver det i et udbrud af en guitarsolo fra Johari Newton). Og Lauryn Hill er et livsstykke. Naturligvis har hun en rem af raphuden, når hun på en sang som ’Everything Is Everything’ portrætterer sig selv som »more powerful than two Cleopatras«, og hun er ikke bange for at slå sammenligningerne stort op: »Now hear this mixture where hip hop meets scripture«, mens hendes pointe er klar: »develop a negative into a positive picture«.

ALBUMMETS titel er hentet fra Carter G. Woodsons banebrydende bog The Miseducation of the Negro, som i 1933 beskrev det hvide undervisningssystems betydning for og indflydelse på den sorte bevidsthed. Woodsons budskab var klart: Systemet underviser ikke. Det indøver, og de sorte får lov at sidde på bagerste række, fordi de ikke har lært at klare sig selv, og fordi de stoler for lidt på sig selv og for meget på andre. (Og i en række indskudte sekvenser er vi pladen igennem til stede i en (fiktiv) skoleklasse, hvor små og store spørgsmål bliver rejst, sjovt, stemningsfuldt, men alvorligt).

Lauryn Hills plade handler om tillid, men ikke mindst om selvtillid; den handler om at være den, man er. For som hun synger på  ’Doo Wop (That Thing)’:

It’s silly when girls sell their soul because it’s in look at where you be in hair weaves like Europeans fake nails
done by Koreans
come again come again

Egen skæbne i egne hænder. Der har den det bedst, synger Lauryn Hill. At pladen så samtidig er et polyrytmisk og melodisk overflødighedshorn med et væld af begavet indlagte popreferencer og gæsteoptrædende, der ikke overskygger, men profilerer solisten, gør ikke The Miseducation Of Lauryn Hill mindre fremtidssikret.

PS: Efter udgivelsen anlagde en række af de medvirkende, bl.a. guitaristen Johari Newton, keyboardspilleren Tejumold Newton og trommeprogrammøren Vada Nobles sag mod Lauryn Hill og krævede deres andel i indtægterne, fordi de mente at have bidraget lige så meget til kompositionerne som komponisten. I sommeren 2001 indgik Lauryn Hill forlig, inden sagen kom for retten. Det plejer at betyde, at man giver sagsøgerne ret. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK