You are here: Home / Kritik / Musik / Led Zep alle gode gange fire
Led Zep alle gode gange fire
8. november 2011 // Kommentarer slået fra
Vi havde efterhånden set en del, også albumforsider uden angivelse af, hvem der egentlig spillede, men det her? En anonym gammel mand, der bar noget brænde hjem på sin værkbrudne ryg. Der er naturligvis tale om forsiden på den lp, der er gået over i rockhistorien som Led Zeppelin IV.
I dag er det 40 år siden, pladen udkom i Storbritannien. De tolv sange var indspillet i landlig idyl i Headley Grange, et viktoriansk, øde beliggende hus i East Hampshire. Men musikken var alt andet end idyllisk.
Fra første nummer, den tordnende ‘Black Dog’ via folkduetten med Sandy Denny, ‘The Battle of Evermoore’, og til den afsluttende ‘When The Levee Breaks’ satte Led Zeppelin en ny standard for hvad der var muligt i rock.
De ejede simpelthen den scene i de år. Ikke så intellektuelle som The Who, men fuldt så effektive, musikalsk lige så nysgerrige og nok også mere helhjertede. De var ikke hele tiden på vej ud af genren, men de udfodrede og udvidede den konstant og kunne, i modsætning til The Who, jo faktisk spille deres numre live.
Fireren er selvfølgelig hjem for ‘Stairway To Heaven’. Der er efterhånden blevet slidt en del på den, og sangen er blevet det, der vist hedder emblematisk. Et pænt ord for kliche, men sådan lyder den faktisk ikke i de rette omgivelser, som er dette album.
Purister anholdt Led Zeppelin for at stjæle med arme og ben fra de stakkels sorte bluesmusikere, og en af dem, den ikke helt så stakkels Willie Dixon, fik faktisk dom for, at nogle af rundgangene tilhørte ham, men for Jimmy Page var og er bluesmusikken offentlig vej. Han for så mangen sti vild, men vendte altid hjem igen. Rigere. Det samme gør lytteren.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
