Lennon som butiks-og kussetyv

John Lennon står for mange – af ikke altid lige indlysende, men altid ret forudsigelige grunde – som den mest interessante af The Beatles. Og kanoniseringen af ham blev ikke mindre, da han blev skudt. Derfor er det også helt indlysende, at hans barn- og tidlige ungdom nu er blevet genstand for en spillefilm, Nowhere Boy.

Jeg gik ind og så den med min ældste datter (17). Hun er lige i den alder, hvor man bliver vild med The Doors (og det forstår jeg godt), og The Beatles har hun været mere eller mindre tvangsindlagt til siden fødslen; i de senere måneder mere intensivt end tidligere, da hendes far er ved at færdiggøre en bog om The Fab Four (ude på Gyldendal til efteråret)

Hun kunne godt lide filmen. Vældig godt, sagde hun endda. Og tog, som jeg, en lille tudetur, da John blev moderløs, da Julie ikke så sig for, da hun gik ud foran en bil. Jeg vidste, det ville komme. For hende var det et chok, lige som det må have været for John Winston Lennon. Og hans mor.

‘Nowhere Boy’ er det, anmelderne vist plejer at kalde en fin, lille film, sådan til fire stjerner eller deromkring. Der er gjort en del ud af at genskabe omgivelserne fra dengang. Således er The Quarrymens optræden på kirkebasaren i Woolton i juli 1957 nærmest koreograferet efter virkeligheden, i hvert fald så vidt den lader sig sammenstykke af de tilstedeværende kilder. Om det så er Lennons ternede skjorte så ligner den. Der er måske lige lovligt med Korsbæk-kulisser i den, men der er en god atmosfære over scenerierne.

Historien turde være velkendt, og instruktøren Sam Taylor-Wood fortæller den lige ud af landevejen og redeligt, men aldrig kedeligt. Hun tager sig nogle kunstneriske friheder og sammenpresser forløb, som faktisk strakte sig over længere tid. Og lader f.eks. Lennon opholde sig mere hjemme hos sin mor end han reelt gjorde. Hendes mand ville nemlig ikke have ham der. Men kender man fodnoterne i den rigtige historie kan man lægge til og trække fra, og gør man ikke, er man alligevel godt underholdt.

Filmen har dog to problemer: John Lennon spilles af Aaron Johnson. Født i 1990 er han distraherende for gammel og på vej til det pluskæbede til rollen, men kæmper godt med at give billedet af teenageren Lennon som den sårbare, usikre blærerøv, der både er butiks-og kussetyv. Det sidste er der ikke så meget belæg for at mene som det første, men det giver saftige billeder. Instruktøren forestiller sig et noget mere frivolt kærlighedsliv i 50′ernes Liverpool end der var.

Det andet problem er fremstillingen af Lennons mor, Julia, spillet af Anne-Marie Duff. Hun ligner Julia slående, men nok var Julia lidt af en flirt, men at hun var så nærmest ustyrligt kropslig, at det virkede som om hun hvert øjeblik ville kaste sig over sin søn, er nok at stramme den. Der er lir i luften, men trods alt en levende skildring af en kvinde, der efter alt at dømme var manio-depressiv. Dengang hed det bare humørsvingninger.

Som moster Mimi er Kristin Scott Thomas fremragende underspillet som en kvinde, der ikke rutter med sin følelser, men i den grad på sin egen måde nærede dem over for sin plejesøn, der jo heller ikke selv stillede sine følelser til skue. Ikke før han mødte Yoko Ono og Arthur Janov.

Musikken og Paul McCartney (fremstillet med en egen poetisk styrke af Thomas Sangster) spiller en rolle, men ikke en hovedrolle. Endnu. Forude venter verdensberømmelsen og livet i Nowhereland.