Lina Rafn i godt selskab

Man behøver ikke tilbringe mange øjeblikke i popbranchen for at finde ud af, at kindkys kan forveksles med knive i ryggen. Forlorenheden og de alt for overdrevne ord i en branche, der besynger ægthed og inderlighed – alt dette er nemt både at blive forført og frastødt af.

I det lys har TV2 med udsendelserne Toppen af poppen gjort poppen en bjørnetjeneste – både i den oprindelige og den sære nye betydning af ordet.

Man samler stilforskellige sangere i Bountyland, hvor de drikker solparasoldrinks, ‘tak-for-sidst’-krammer hinanden til døde og fornyr medlemskabet af roseklubben, mens de synger hinandens sange, akkompagneret af et tæt lille band med bl.a. den allestedsnærværende trommeslager Claes Antonsen.

Den første ombæring af projektet med bl.a. Lars H.U.G og Anna David var for ”åh, hvor-skal-vi-komme-hinanden-ved”-opstyltet til min smag.

Der har til tider også været noget lidt for grådlabilt over det aktuelle afsnit af dette koncept, hvor tillægsord har det med at blive tømt for oprindelig mening, men undervejs er også opstået en gensidig respekt og noget, vi i mangel af bedre kunne kalde kollegial kærlighed. Den brænder igennem. Måske fordi følelserne tit må overvinde fordomme om dem, man er sammen med.

Som i den forgangne uge, hvor det var Infernal-sangeren Lina Rafns tur til at blive fortolket af Anne Linnet, Joye Moe, Søs Fenger, Sys Bjerre, Rasmus Nøhr og Brødrene Olsen. Hun står for mange, også af deltagerne, som en attitudesikker poptøs. Og så viste hun sig at være en sej sild, fuld af varme, selvsikkerhed og ydmyghed – ikke dårlige våben i popjunglen.

Det var ikke den eneste øre- og øjenåbner en aften, hvor der, med Moes ord, var »en god omgang følelse going on indenbords«. Det sørgede han ikke mindst selv for. Men der var en aldersforskel på næsten 40 år mellem de kunstnere, der gjorde en forskel:

Brødrene Olsen cha-cha-cha’ede sig gennem ”Ten Miles,” så man kan undre sig over, hvorfor de til daglig ikke lukker mere op for Nollers soul-growl  og hvorfor de på plade er holdt op med at udfordre sig selv. Og den sprøde Sys Bjerre havde oversat ”Electric light”, så den hyldede hende selv, Lina Rafn og de andre, der kæmper mod det hun kaldte pressens »credibility shit«.

Hverken hun eller Lina Rafn har grund til at kæmpe den kamp. Efter dette program at dømme.

En lidt udvidet udgave af den tv-anmeldelse, der står at læse i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Mads Nielsen/TV2 @