Lis Sørensen kærtegner sangene

I en verden, hvor Tina Dickow er dronning, Medina hendes kronprinsesse og Natasja en helgen, er det vist ikke særlig hipt at kunne lide Lis Sørensen. Hos anmelderne har hendes holdbarhedsdato længe været udløbet. 55 år er også uforskammet gammel at være i popbranchen…

Hendes stampublikum tænker, tankevækkende nok, ikke sådan. Det kan jeg, efter at have hørt hendes seneste udspil For kærlighedens skyld, godt forstå.

Der har været plader i hendes karriere, der enten har virket for opsatte på at følge tiden i stedet for det omvendte, og plader, hvor materialet ikke har været op til det niveau, hendes samarbejde med Sebastian havde vænnet os til, men stemmen har aldrig svigtet hende.

Lis Sørensen er den vokale inkarnation af en naturstridig blanding af stolthed, hengivenhed og lidenskabelig længsel. Hun kærtegner sine melodier.

Denne gang mere forførende end længe. Det kan sagtens være sexet at være voksen.

Hun har selv, mest sammen med Poul Halberg og Jonas Krag, skrevet sangene. Ørehængende og sofistikerede på en og samme gang. Der er tekstlige flovser rundt omkring, men også ord, som går fra hjerte til hjerte i deres ligefremhed, båret af denne stemme, der lyder som en mærkevare, der bevarer slidstyrken.

Produktionen er måske, hvis jeg lige skal have anmelderhovedtelefonerne på, sine steder lige lovlig 80′er-komfortabel, men akkompagnementet er suverænt underspillet, og sangene og sangeren, mine damer og herrer…

Det handler om fokus, som hun synger på ‘Vis Mig En Regnbue’. Og det holder Lis Sørensen hele vejen.

For nu at citere et af hendes egne omkvæd: “Du er ikke let at modstå. Heldigvis”.

Sørensen og hendes band giver en lille eksklusiv række af koncerter inden jul.

Lis Sørensen: For kærlighedens skyld. Produceret af Jan Sivertsen, Poul Halberg og Jonas Krag. Universal.

Ukrediteret pr-foto.