Lisa Nilsson ikke færdig med 40

1 Comment

DA LISA Nilsson med Lecia-boppet firserhår og skulderpuder i 1989 tonede frem i Schlagerfestivalen med den prototypiske grandprix-ballade ’Du Öppnar Min Värld’, lignede hun ikke en, der tre år senere skulle introducere en kølig sensualisme i svensk poprock med den allestedsnærværende og ret uopslidelige ’Himlen Runt Hörnet’, og tilmed gøre det, så hun i sin aristokratiske skønhed lignede og blev et stilikon fra starten.

I morgen fylder Lisa Nilsson 40 uden at være spor færdig. Tværtimod har hun hele sommeren været på en slags jubilæumsturne, og dagen markeres med et ’greatest hits’-album, hendes andet i karrieren.

At hun havde potentiale, var hendes lærerindemor og musikerfar hjemme i Tyresö syd for Stockholm tidligt helt på det rene med, men selv om lille My Lisa Karolina delte resten af familiens kærlighed til musik, var hun mest til dans. Hun gik på et privat danseakademi, kom siden på et gymnasium med en særlig danselinje og endte med at lade sig indskrive på Balletakademiets voksenuddannelse.

Samtidig var hun dog begyndt at synge, mere og mere for alvor, og grandprix-deltagelsen udløste en pladekontrakt. De to engelsksprogede cd’er, der fulgte, lignede indgangen til en blindgyde.

Den undgik hun at blive fanget i, da hun kom i kontakt med produceren Johan Ekelund og sangskriveren Mauro Scocco, svensk rocks underspillede elegantier. Scocco skrev de fleste af sangene på de to første svenskprogede Lisa Nilsson-albums, bl.a. signaturmelodierne ’Himlen Runt Hörnet’, ’Varje Gång Jag Ser Dig’ og ’Den Här Gången’.

1992-UDGIVELSEN var en af den slags, der er svære at matche, og efterfølgeren, ’Till Morelia’, solgte ’kun’ halvt så mange, 250.000 eksemplarer. Og Nilsson, som altid har vist sig god til at passe på sig selv, tog en længere pause før sit femte album, ’Viva’, i 2000. I mellemtiden var hun blevet gift med musikeren Henrik Janson, som, ugebladspikant nok, havde været gift med Søs Fenger. Sammen med Janson fik Nilsson mod på selv at skrive sange, og den foreløbige kulmination er 2001-albummet ’Små rum’.

Nærlyttede man til den plade, var det til at høre, at det var ved at være skiftetider. Hun blev skilt fra Janson og trængte igen til at få sat sit liv i relief.

Musikalsk har hun altid været draget af brasiliansk musik. Og det, der skulle have været et tre ugers ophold i Brasilien, endte med at vare fem måneder. Opholdet i 2004 blev bl.a. brugt på research til cd’en ’Hotel Vermont 609’, som kom i 2006 og var en kærlighedserklæring til brasiliansk musik, indspillet i Rio de Janeiro. Nogle anmeldere mente dog, at Lisa Nilsson holdt mere af musikken end den af hende.

Nok så vigtigt for hende var livet som nybagt mor og at den opblødning af popskabelonerne, som hun sammen med Esbjørn Svenssons meriterede trio EST havde påbegyndt på ’Små rum’, fortsatte. Sidste år kom endnu en ’brasiliansk’ plade, der dog ikke virker slet så presserende.

I TAKT med formeksperimenterne har Lisa Nilsson de senere år i stadig højere grad markeret sig som jazzsanger. Ikke mindst i samarbejde med Radioens Big Band, DR RadioUnderholdningsorkestret og Niels Lan Doky. Ad den vej har hun fået sig et nyt publikum lidt ligesom da hun hittede med Martin Brygmanns popperle, ’En kort en lang’ fra filmen af samme navn. Selv har hun efter sigende ingen ambitioner om at blive filmskuespiller, men har dog forsøgt sig ret overbevisende, bl.a. i Colin Nutleys Liza Marklund-filmatisering ’Paradiset’.

For nogle år siden kom det frem, at Lisa Nilsson led af tinnitus. Held i uheld må det så være for hende, og for os, at hun hører til den sjældne type af sangere, der påkalder sig større opmærksomhed ved hvisken end ved råb.

PR-foto: Caroline Roosmark/Blixten & Co.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac13. august 2010 - 12:56

    Jeg har lige haft Himlen runt hörnet på grammofonen igen. Den holder forbavsende godt stadigvæk.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top