Lukas Graham: tidens sjæl?

Kommentarer slået fra

For anden uge i træk topper albumdebutanten Lukas Graham den danske hitliste. Han gik direkte ind på førstepladsen, og nu har han efter en række tiljublede koncerter og YouTube-videoer konsolideret sig.

Det er lidt mærkeligt, og både en smule opløftende og forstemmende. Historien om ham har længe været formiddagsavisstof: Som barn var Lukas Graham Forchhammer inde i Krummes lillebror, han er opvokset på Christiania, af irsk-dansk afstemning, 23 år gammel, men ser faktisk yngre ud.

Han ligner bestemt ikke en popstjerne, men publikum ter sig, som om han er det, og så er han det! Han er den elskelige tumling, alle hans fans gik sammen med i børnehaven. Og han virker faktisk, som om han hviler i sig selv. Læg dertil en intuitiv musikalitet og et utvungent showmanship af den slags, der forvandler Rasmus Seebach til en cool verdensmand. Jo, der er grunde nok til at unde Lukas Graham de femten minutter eller mere i spotlightet.

Lytter man derimod til musikken, bliver succesen lidt sværere at forklare. I hvert fald hvis man ikke længere er jævnaldrende med ham og hans fans. I en tråd på Gaffas hjemmeside under en venlig, men i øvrigt rimeligt afbalanceret anmeldelse af debutalbummet erklærer flere brugere, at det dog er vidunderligt med noget nyt i dansk musik. Noget nyt?

De selvskrevne sange rider på efterdønningerne af 90′ernes britiske retro-soul bølge i en lidt fad, streamingvenlig produktion. Five Young Cannibals Roland Gift bør være storsmigret. Andre inspirationer er J. Geils Band, Lionel Richie, The O’Jays og vibratoverdensmesteren Aaron Neville.

Lukas Graham er klart mest på hjemmebane, når han er festabe. Det virker han så til gengæld, som om han er, uden bekymring for morgendagen. Tankevækkende at se de mange backstagebilleder af ham og bandet med efterslukningsbajere i hånden, og så tænke på, at Dansk Musiker Forbund et stykke tid har kørt en sober kampagne for at gøre sine medlemmer opmærksomme på bagsiden af platinmedaljen…

Både solist og det no-nonsense velfungerende band med pianisten Morten Ristorp i spidsen kan deres soul-ABC. De leger soulmusikere og går smittende op i legen. Spilleglæde er dog ikke det samme som originalitet. Selv om en sang som ‘Drunk in the morning’ – blandt venner kaldet ‘Grunk in the morning’ – er en velskabt midtempo popsang, som lyder som grunden til at Gud skabte P3. Radiolytterne kvitterede da også forleden med at kåre ham og bandet til P3 Lytterhittet.

Det er dog i de få ballader, at Graham både viser sin vokaltekniske begrænsning, men også tydeligst brænder igennem som et menneske, der har smagt smerten. ‘Before the morning sun’ giver smukke ekkoer af Otis Redding og ‘Sitting on the dock of the bay’. Et farvel til uskylden, som slutter pladen som om der ikke er lagt op til en fortsættelse, men en ny begyndelse.

Måske med sange, der på dansk handler om Grahams angiveligt farverige opvækst og liv i stedet for musikalsk at gradbøje klicheerne – en øvelse, der meget nemt kan ende med, at man selv bliver en kliche.

Lukas Graham: Lukas Graham. Producer. Backbone. Copenhagen Records.

Foto: Lukas Graham på hjemmebane på Christiania 2011. Lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top