Lundell ret vred og lidt lykkelig

Det kan for en dansker være ret svært at forestille sig, hvor berømt/berygtet Ulf Lundell er i sit fosterland. Som forfatter af lange, ofte store, reflekterende, slet skjulte selvbiografiske romaner. Som kras, genstridig debattør med et hvast blik for feministisk nærsynethed. Som ugebladenes yndlingskändis, der først i mange år tumlede rundt som desperado i det stockholmske natteliv, og derpå de sidste mange tørlagte år kun har ladet sig beruse af den ene forelskelse efter den anden, ofte i kvinder, halvt så gamle som ham selv (og som om det ikke er nok, er hans datter, Sanna, gift med Mikael Persbrandt!). Og så selvfølgelig som sangeren og sangskriveren, der viderefører traditionen fra både Jack Kerouac, Evert Taube og Cornelis Vreeswijk i en tonedragt, der både er arketypisk svensk og solidt og uundskyldeligt forankret i en tradition, der ikke vil vælge mellem Bob Dylan og Bruce Springsteen, men tager dem begge. Og som er så kendt som Springsteen for sine lange, uforudsigelige og udmattende koncerter.

Alt dette for at sige, at nu har Ulf Lundell udgivet sit første studiealbum siden Omaha i 2008. Et dobbelt af slagsen, hans syvende siden albumdebut’en i 1975 (hvis man bare medregner studieplader!). Og at musikeren Ulf Lundell stadig har fat i svenskerne, kan ses ved at Rent förbannat i sin første udgivelsesuge gik direkte ind som nummer et på salgshitlisten.

Ret godt skuldret af en kunstner, der bestemt aldrig har strøget Folkhemmet og Medelsvensson med hårene. Og slet ikke gør det denne gang. Landskabet er ikke længere helt så åbent…

Det starter ellers meget 60+-tilforladeligt. Akkompagneret af en fingerspillet spansk guitar og en Dylan-mundharpe sidder sangeren og filosoferer over den tid, der gik, de oprør, der blev tabt og de illusioner, der bristede, men alligevel “är det bra som det är”. Hans fod, der nusser hendes, den grillede fisk, den svale hvide vin og skyggerne i solen. Et smukt stilleben. Og man tager sig i at tænke om Fanden virkelig gik i kloster, da han blev gammel.

Tanken når knapt at sætte sig, før næste nummer kommer rullende med et Roy Bittan-klingende klaver på toppen, brusende saftig saxofon, Max Weinberg-vægtige trommer og et refræn, der spørger “är vi lyckliga nu?” (YouTube-link). Og hvordan kan vi være det i en tid, hvor grådigheden igen er Gud, og hvor det eneste et unavngivet ‘vi’ vil have af dig, er dine penge? Og hvad med venstrefløjen, spørger Lundell. “När ska vänstern äntligen bli den vänster vi så väl behöver i dessa dagar?” Tankevækkende at netop den sang er endt på Svensktoppen!

Sådan fortsætter det med en retorik, der kan forekomme noget blokbogstavereret og for nogle antikveret og agitpoppet i den stolte svenske tradition fra Fria Pro og Nationalteatern, men som lyder helhjertet og som understøttes af ofte Hammond-bårne melodier, der er hans bedste, mest indlysende og lysende i et tiår. Clash møder The E Street Band og Stones, og Lundells faste guitarist, Janne Bark, er i topform. Underligt nok er keyboardspilleren ikke nævnt. Han fylder ellers en del, men mon ikke det er Marcus Olsson…

Samfundet styres af ‘Dom fyras gäng’, nemlig Bonniers, Schibsted, Murdoch og Stenbeck. Vi lever, som Lundell synger, “i rövarnas och dom smarta fifflarnas tid”. Var det nogen, der sagde Stein Bagger, og Lundell har svært ved at trække vejret. “Skiten vinner” synger han. Vi andre får ny luft af al den energi og det raseri, der ekkoer i musikken, som absolut ikke er resigneret. Og Lundell melder sig i det levedygtige kor af samfundskritikere som Brecht (‘Sjörövar-Jennys Sång’ er naturlig her) og livsnydere som kollegaerne i Eldkvarn (‘Fula pojkar’ synges, så ringene sluttes).

Midt i forbandelserne og besværgelserne får Lundell også plads til sange, der ikke føres frem som enten bølgende faner eller plakater. Som på ‘Arbete och bostad’ om den hjemløse, der bor dernede, hvor sandheden ses – og mærkes – tydeligere. Og modslutningen af denne tour de force bliver Lundell selv en hjemløs, en flygtning, både fra konformiteten, fra kærlighedens minder og fra sin fortid. Sangen ‘Vi Blir Äldre’ handler om alderen, som hugger til uden at man ved af det og uden at man kan nå at værge sig. Den er som en høg over marken, men alderen og alderdommen er også “som när jag trodde att du gått ifrån mej/och kom tillbake sen som om ingenting hänt/Som en gryning vid havet nu eller för längesen/Som när oförsonliga fiender möts og ser sej själv i varann/som att sätta sej i bilen och ge sej iväg för att möta våren i Italien…”

Rent förbannat er, som det turde fremgå, et forbandet godt album, velsignet med tilstrækkelig følsom poesi til at få Lundells musik til at fremstå som ubestikkelig rock i stedet for bare gammelmandsbrok.

Masser af spilletid, næsten ingen spildtid. I sig selv en kritik af et samfund, hvor man ikke behøver være kulturpessimist for at synes, at det tit tager sig omvendt ud.

Ulf Lundell: Rent förbannat. Producer: Ulf Lundell. Rockhead/Capitol/EMI. 2CD.

Foreløbig er der ingen planer om at Lundell & co. når disse kanter på deres igangværende turne. De spiller i Malmö den 18. november. Og Helsingborg aftenen efter.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK