Lyset er ikke brændt ud

Som det vil være de af os bekendt, der blev nogenlunde voksne i de ti-år, varede 60′erne herhjemme til langt ind i 70′erne. Alligevel var der noget forsinket og rørende smukt over Bifrost, da de albumdebuterede i 1976. De var flippere midt i en discotid. Og mens meget af rocken blev mere og mere indviklet, virtuos og fortænkt, gik Bifrost en anden vej.

I dag er det Tom Lundens tur til at runde de 60. Det kan han gøre i sikker forvisning om at have ydet sit til den danske sangskat. Her tænker jeg ikke så meget på hans bidrag til Højskolesangbogen, den meget tidstypiske, fristadsretoriske “I kan ikke slå os ihjel”, en velment blanding af “We shall overcome” og “I shall be released”, sunget af bl.a. Sebastian, Annisette og Povl Dissing, men på de melodisk rundhåndede sange fra debutalbummet og dets efterfølger, dobbeltalbummet “Til en sigøjner”.

Begge plader er kommet i opdaterede cd-udgaver med bonusmateriale. Er det for broget en buket giver 1997-dobbelt-cd’en “Hjerte til salg” en god introduktion.

Det var sange, båret af “lige dele uforstilt naivitet, utopisk fremtidsoptimisme og en næsten apokalyptisk evangelisme”, for nu ubeskedent at citere mig selv i Politikens Dansk Rockleksikon fra 2002, men de var, med sangerinden Ida Klemann som det Joan Baez-beslægtede kontrapunkt til Lunden, også den pureste popmusik med måske lige lovligt svulstige tekster. En slags Fleetwood Mac møder Eagles på en klangbund af Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og Alrune Rod. Sidstnævnte band var en stor inspiration, også for Gnags. Både musikalsk og – skal vi sige – samlivsagtigt.

Internt havde Bifrost det ikke slet så harmonisk som nogle af sangene kunne antyde. Eller rettere: De prøvede hele tiden efter, om de nu også var i live. Det var de i den grad. Ironisk nok førte et forgæves forsøg på at gøre sig lækre for det udenlandske marked til albummet “Kassen og hjertet”, som blev deres største succes. Det blev samtidig bandets svanesang.

I en del år havde TV-Avisen som jingle en bid af Lundens sang “Mens lyset brænder ud,” den om at alle har en drøm. Jeg tror ikke, den drøm er bristet for Tom Lunden. Den har bare fået et mere håndterligt format. De sidste mange år har han boet på Bornholm, hvor han har virket som højskolelærer samt som mentor for unge musiktalenter. Den gamle flipper er kommet ned på jorden, men har valgt at bo på en klippetop for at være så nær himlen som muligt.

I dag burde de ikke puste lys ud på Christiania, men lade dem brænde. Præcis som Tom Lunden gør.

Pressefoto af Ole Buntzen

Min blog-kollega CAPAC har også skrevet flere gange om Bifrost. Bl.a. her