Majbrittes magiske verden

Majbritte Ulrikkeholm kunne være blevet vores helt egen Kate Bush. Istedet blev hun vores helt egen Majbritte Ulrikkeholm. I 1996 albumdebuterede hun med Sange til Elisabeth, et af de mest originale danske debutalbums nogensinde; desværre også et af mest oversete. I min anmeldelse dengang brugte jeg ord som “modigt, hårrejsende smukt og hjertegribende”.

Siden skiltes – om jeg så må sige – vore veje, men jeg har fulgt hende på afstand, hørt hendes plader, skrålæst nogle af hendes bøger. Fuld af respekt for projektets kompromisløshed, men det blev for sfærisk for mig, for new age-inderligt, men der gik ikke en plade uden at jeg i et enestående øjeblik befandt mig i det, der kun kan kaldes et magisk rum – for nu at citere titlen på en af hendes mere selvhjælpsagtige bøger. Som for at betone, at så søgende og hellig var hun altså heller ikke, dukkede hun pludselig op som en kæk, men måske lidt for voksen Pippi i Sebastians tonsætning af Astrid Lindgren-klassikeren. På det seneste har jeg med fornøjelse hørt hende på P1 som klog kone i diverse panelprogrammer. Og ved, at hun sideløbende med musikken ernærer sig som seminar- og foredragsholder, bl.a. om kvindens kreative kraft – et område, der må siges at være hendes hjemmebane.

For et par år siden forsøgte Majbritte Ulrikkeholm at vende tilbage til den gospeltradition, der oprindeligt satte hende i gang med musikken. Pladen, Menneske, var ambitiøs og aldrig mindre end interessant, men afgjort ikke af den slags, der vader ind i lytteren med dansesko på.

Det er hendes seneste og fjortende album, Rome my love, heller ikke, men musikken virker mere fuldbragt. Og her er vi tilbage ved Kate Bush. Majbritte synger med en stemme, der er en sang i sig selv, og i Johnny Stage og Søren Frieboe har hun to lydarkitekter, der fra hver sin ende af spektret forstår at gøre stemmen intim og nærværende og alligevel ikke udviske dens fjerne, dragende mystik. Uden at det ender i det elevatormusikalske, der af en eller anden grund altid er en fælde for den erklæret spirituelle musik. Det er smagfuldt, men aldrig selvsmagende.

Det skal høres! Rockabilly møder renæssance. Der er både engle, også de faldne af slagsen, og flageoletter i luften.

Jeg kan godt undvære de affekterede franske (hvorfor ikke italienske?) sange, som er for ømme til min smag, men sange som ‘White and rose’ om sne i april, den smertefuldt smukke ‘I Have Loved You’ og den storladne, men alligevel helt enkle ‘Black holes in the universe’ lyder ikke som noget andet på disse breddegrader. Man kommer let til at fare vild, hvis man vil have forklaringer og fortolkninger. Gør som Majbritte Ulrikkeholm: Følg din intuition og nå frem. Ikke til slutpunktet, men måske til en ny begyndelse.

Pladen er et lydspor til romanen Rom, min elskede. Den har jeg ikke læst, men musikken fortæller sin egen historie om at forlade, blive forladt og vende tilbage. Selvfølgelig til staden, der er så evig som den kærlighed, Majbritte besynger.

PR-foto: Andreas Bastiansen

Mere om Majbritte Ulrikkeholm her. 

Albummet er bl.a. indspillet i hendes kolonihavehus. Se hvordan her.