Manden der ikke hedder Kirsten

DET ER IKKE enhver beskåret af blive udsat for et vellykket ritualmord for åben skærm, dengang Per Stig Møller mest var forfatter og Danmarks Radio fulgte kulturen som andet end et nicheprodukt, men det var, hvad der skete for Kristen Bjørnkjær, da han (og Lola Baidel) blev slagtet af selvretfærdighedens apostle, digterne Michael Strunge og Pia Tafdrup.

Året var 1984. Med  Bjørnkjærs 1976-bestseller ‘Kærestesorg’ som stjerneeksempel var oplægget, hvordan det kunne være, at 70′er-lyrikken, den så forkætrede knækprosa, solgte mere, meget mere, end de nye mere eller mindre punkede poeter

Godt tema, som i stedet blev til en ikke-debat om god og dårlig kunst. Strunge og Tafdrup var Poul Borums udsendte lejemordere. Denne i øvrigt selv ret altmodisch-modernistiske digter var skarpretter-anmelder i Ekstra Bladet, og tidens unge digtere fylkedes om ham. Han, der var ti år ældre end Bjørnkjær, havde et problem med både sin alder og sin generation. Det kom i tidens løb til at gå ud over mange af hans jævnaldrende.

Derfor sad Strunge og kaldte Baidels ungpigedigte for ‘fiduspoesi’ samtidig med at Tafdrup namedroppede den højere litterære intelligentsia, så de af os, inklusive Baidel og Bjørnkjær, der ikke lige havde referencerne på rette plads, var fortabte. Ingen sagde et ord om, at unge Strunge skyldte David Bowie og Lou Reed det meste af sin originalitet.

Jeg nævner tv-programmet, fordi det selvfølgelig er omtalt i ‘Stoffers skruetrækker’, den erindringsbog, Kristen Bjørnkjær (og Gyldendal) lige har sendt på gaden. Bjørnkjær bærer ikke nag. Det ligger ikke til ham. Med en lun, men absolut ikke indifferent afslappethed konstaterer han: ‘Der blev så underligt stille om os i den litterære lejr derefter.’ Og tilføjer: ‘Poesiens blå blomst var blevet afløst af poesiens blå øje.’ Langt senere, da alderen havde sænket sig beroligende over gemytterne, medgav Tafdrup, at hun vist havde medvirket til det, hun kaldte ‘en uskøn forestilling’.

DET MÆRKELIGE i alt dette er, at Kristen Bjørnkjær var (halvhjertet undrende) fluxus-avantgardist, da Strunge gik i børnehave. Det er en af de ting, man bliver mindet i denne underholdende bog. Den er ikke lårklaskende grinagtig, for sådan er Bjørnkjær ikke, men der er modhager i hans underdrejede skildringer. I få streger (Rif i en ruf) kan han aftegne en række af de farverige kunstnere og distanceblændere, han har mødt på sin vej, altid i periferien af parnasset.

Den århusianske avantgarde anno dazumal undgår ikke Bjørnkjærs kærligt-selvironiske tilbageblik. Fra Erik Liljenberg til Jørgen Leth. Effektfuldt sat op imod katedralskolestudentens egen småkårsopvækst i landsbyen Fløjstrup ved Beder, hvor kultur næsten var som pænt tøj. Det var noget, man tog på til begravelser eller konfirmation.

Vejen fra konceptkunst til knækprosa var ikke så beregnende, som Strunge troede. Det var bare sådan det faldt sig – hen ad vejen. Efter nogle konkretlyriske digtsamlinger (med det fantastisk enkle og fantastisk dobbeltbundede digt om Rip uden Rap og Rup som et højdepunkt) blev han forelsket i en anden end sin kone. Det varede syv år. Ikke for Lea, men for en unavngiven kvinde, som gav anledning til både hjerteuro og kærestesorg, og altså digtsamlingen af samme navn.

Afsnittet herom er litteraturhistorie og ret bevægende. Ikke mindst fordi Kristen Bjørnkjær hele tiden selv lader læseren tænke sit. 17 oplag og en revideret genudgivelse senere kan han konstatere: ‘Jeg syntes, at jeg med digtsamlingen havde kvitteret for den tillid, den danske befolkning via staten havde vist mig ved at tildele mig det treårige stipendium i sin tid (1973). Det, der skete, var i virkeligheden, at lyrikken vendte tilbage til folket, som modernismen havde sat eftertrykkeligt af…’

Efter ‘Kærestesorg’ kom der flere digte, men ikke så mange flere. Desværre. Digteren blev mere eller mindre kulturadministrator, som han beskriver det i kapitlet ‘Mine mange fiaskoer’. Han var fra 1993 i en årrække en alt andet end tør kulturredaktør på dagbladet Information, hvor han stadig skriver, og forhåbentlig samler de afsluttende løse ender til beskrivelsen af en turbulent tid i Sankt Annæ Passage.

Den bog er vi en del, der glæder os til at læse. Knæk og bræk.

Foto af Per-Olof Johansson: Kristen Bjørnkjær læser op på Louisiana, 1979 (siden er håret blevet klippet).

I Politiken har Henrik Palle anmeldt bogen. Se her.

Forfatterkollegaen Trisse Gejl har interviewet Bjørnkjær i Information.

CAPAC har også læst bogen.