Marie Key låser op

Kommentarer slået fra

Jeg har længe været forelsket i Marie Key. Det er nok et håbløst projekt, og her tænker jeg ikke kun på aldersforskellen. Så jeg må tage til takke med hendes plader (og koncerter). Tak er kun et fattigt ord her, medens jeg sidder og prøver at samle mig til at anmelde De her dage, Marie Keys fjerde cd, og hendes andet album som solist (i elektronisk samspil med Andreas ‘Maskinen’ Sommer).

Sangene kommer hele tiden i vejen for mine ord, og hele tiden skal jeg tilbage og falde hen i den og den detalje, genhøre disse (k)ærlighedssange, som emmer af de følelser, der kan få dig til enten konstant at støde mod kantstenene eller nærmest udstyre cyklen med luftpuder.

Marie Keys kunst er, at hun kan lukke larmen ude og så alligevel betone, at det er den baggrund, vi lever på. Der er ikke mange grønne bølger i hendes kærlighedsliv, men hun kører også tit over for rødt. Fordi hun ikke kan lade være, fordi livet er for kort til vigespor, men samtidig kan hun som alle os andre trænge til en af de aftener, hvor hun godt ved, at “nogle gange er der fester/og det er fedt med øl og fedt med gæster/jeg fatter bare ikke hvad vi skal med dem i nat,” synger hun på ‘Crowd’.

Det fascinerende ved Marie Key er ikke, at hun synger poetisk-ømt som en lillepige, men ofte er det stik modsatte, men at hun evner at skrive sange, som kan holde til at blive behængt med uhyre musikalsk elektronica, men til hver en tid virker, som om de kan forvandle sig enten til fuldbårne, violinballader eller sårbart-stærk singer-songwritersange i det dobbeltland, der også er befolket af så forskellige folk som Anne Linnet, Steffen Brandt og Jonathan Richman.

I denne tid, hvor den ene cd efter den anden er alt for lang bare fordi det tillader mediet, er det befriende med en kunstner, der får 36 minutter til at vare en lille evighed. De her dage er fulde af store små storbysange om jalousi, trang til tryghed og hed elskov, hengivenhed og håb. Ordene er hverdagsdirekte, mundrette, men synges magisk søndagsdrømmende. Med et mod til samme ægte banalitet, man kender fra Anne Dorte Michelsen, men en tand mere privat uden af den grund at være holdt i kodesprog.

Et godt, modigt atypisk eksempel er ‘Skagen’, sangen til hendes far. Egentlig ikke mere end en musikalsk vignet, et stykke fortættet kortprosa, hvor faderen er til stede i kraft af minder, men bliver virkelig igen i en sang så fysisk, at man kan dufte hans tobak, smage hans hvidvin og beundre hans slips: “Nu har jeg kun hans ting, jeg savner ham…”

I en anden boldgade befinder sig en sang som ‘Ryg mod ryg’; et bevis på, hvor god en situationsfremkalder, Key er: “Hvem fanden tager hende/som jeg holder om og forguder?/Det mest dyrebare jeg har/og du er endda fucking straight, din nar…” Og melodier som ‘Uopnåelig’ og den tids- og åndedrætsstoppende titelsang ejer en sexet sanselighed, man ikke behøver være kvinde for at føle. Marie Key længes. Efter “tiden, hvor det godt må være lidt ude af kontrol…” for

“Måske er det her året
hvor vi ikke lover mere end vi kan holde
Måske er de her dage
nogle vi husker som dem vi satte fri…” 

Denne blog lader kun Gud om at bruge stjernerne på himlen som sigtepunkter, så lad andre om at gradbøje Marie Key. Jeg har lyttet mig frem til koden på hendes lås.

Marie Key: De her dage. Producer: Andreas ‘Maskinen’ Sommer. Sony.

PR-foto: Per Morten Abrahamsen/Sony ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top