Marie Key låser op

Jeg har længe været forelsket i Marie Key. Det er nok et håbløst projekt, og her tænker jeg ikke kun på aldersforskellen. Så jeg må tage til takke med hendes plader (og koncerter). Tak er kun et fattigt ord her, medens jeg sidder og prøver at samle mig til at anmelde De her dage, Marie Keys fjerde cd, og hendes andet album som solist (i elektronisk samspil med Andreas ‘Maskinen’ Sommer).

Sangene kommer hele tiden i vejen for mine ord, og hele tiden skal jeg tilbage og falde hen i den og den detalje, genhøre disse (k)ærlighedssange, som emmer af de følelser, der kan få dig til enten konstant at støde mod kantstenene eller nærmest udstyre cyklen med luftpuder.

Marie Keys kunst er, at hun kan lukke larmen ude og så alligevel betone, at det er den baggrund, vi lever på. Der er ikke mange grønne bølger i hendes kærlighedsliv, men hun kører også tit over for rødt. Fordi hun ikke kan lade være, fordi livet er for kort til vigespor, men samtidig kan hun som alle os andre trænge til en af de aftener, hvor hun godt ved, at “nogle gange er der fester/og det er fedt med øl og fedt med gæster/jeg fatter bare ikke hvad vi skal med dem i nat,” synger hun på ‘Crowd’.

Det fascinerende ved Marie Key er ikke, at hun synger poetisk-ømt som en lillepige, men ofte er det stik modsatte, men at hun evner at skrive sange, som kan holde til at blive behængt med uhyre musikalsk elektronica, men til hver en tid virker, som om de kan forvandle sig enten til fuldbårne, violinballader eller sårbart-stærk singer-songwritersange i det dobbeltland, der også er befolket af så forskellige folk som Anne Linnet, Steffen Brandt og Jonathan Richman.

I denne tid, hvor den ene cd efter den anden er alt for lang bare fordi det tillader mediet, er det befriende med en kunstner, der får 36 minutter til at vare en lille evighed. De her dage er fulde af store små storbysange om jalousi, trang til tryghed og hed elskov, hengivenhed og håb. Ordene er hverdagsdirekte, mundrette, men synges magisk søndagsdrømmende. Med et mod til samme ægte banalitet, man kender fra Anne Dorte Michelsen, men en tand mere privat uden af den grund at være holdt i kodesprog.

Et godt, modigt atypisk eksempel er ‘Skagen’, sangen til hendes far. Egentlig ikke mere end en musikalsk vignet, et stykke fortættet kortprosa, hvor faderen er til stede i kraft af minder, men bliver virkelig igen i en sang så fysisk, at man kan dufte hans tobak, smage hans hvidvin og beundre hans slips: “Nu har jeg kun hans ting, jeg savner ham…”

I en anden boldgade befinder sig en sang som ‘Ryg mod ryg’; et bevis på, hvor god en situationsfremkalder, Key er: “Hvem fanden tager hende/som jeg holder om og forguder?/Det mest dyrebare jeg har/og du er endda fucking straight, din nar…” Og melodier som ‘Uopnåelig’ og den tids- og åndedrætsstoppende titelsang ejer en sexet sanselighed, man ikke behøver være kvinde for at føle. Marie Key længes. Efter “tiden, hvor det godt må være lidt ude af kontrol…” for

“Måske er det her året
hvor vi ikke lover mere end vi kan holde
Måske er de her dage
nogle vi husker som dem vi satte fri…” 

Denne blog lader kun Gud om at bruge stjernerne på himlen som sigtepunkter, så lad andre om at gradbøje Marie Key. Jeg har lyttet mig frem til koden på hendes lås.

Marie Key: De her dage. Producer: Andreas ‘Maskinen’ Sommer. Sony.

PR-foto: Per Morten Abrahamsen/Sony ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK