Mary Chapin Carpenter er rigmandsdatter fra Princetown og gik på den prestigiøse privatskole Taft, men selv om der var langt til Midtvestens vidder under hendes beskyttede opvækst, genlyder alle hendes sange af den næsten nagende længsel, der er brændstof for al varig musik, inklusive country. Hun er traditionalist. Versene sidder, hvor de skal. Det samme gør omkvædene – lige i hjørneskabet, men med små midler, som et løftet øjenbryn, en fugten af overlæben, skubber hun til traditionen. Uden at få den til at vælte. Den skal bare ikke føle sig for sikker.
Der er et godt gammeldags stykke af en singer-songwriter i hende, men hun er mere Emily Dickinson end hun er Joni Mitchell. Hun kan skabe et lydspor af tankevækkende tavshed, midt i verdens flygtige vrimmel. Hendes sange er en tankestreg midt i en virkelighed, fuld af nemme absolutter. Og så kan hun, ligesom sit store forbillede, K.T. Oslin, eller den beslægtede Lucinda Williams, ikke stå for en god fortælling af den slags, hvor mænd ikke altid er mænd nok, men så heldigvis har kvinder, der er kvinder helt igennem, til at minde dem om det.
Omdrejningspunktet bliver indkredset allerede i pladens første sang, ‘The Hard Way’:
we’ve got two lives
the one we’re given
and the other one we make
og alt, hvad hendes sangskikkelser har fået, har de fået på den hårde måde, og de har ikke altid fået det, de har fortjent, men de fleste af dem har stoltheden og integriteten i behold. Der er hende, den halv- automatiserede husmor og flerbarnsmor, på ‘He Thinks He’ll Keep Her’, der bliver taget for alt for givet af sin mand indtil en dag … Der er den overstadigt livsbekræftende og skægge ”I Feel Lucky’ om at drømme om at vinde den store gevinst og tage Lyle Lovett og Dwight Yoakam med hjem, for i drømme er vi alle frie, uanset om mønten lander på plat eller krone. Og på den varmt-vemodige ‘Rhythm Of The Blues’ er hun måske nok hjertensked af svigtet og forladtheden, men hun finder trøst og styrke i at kunne skabe sig et rum, hvor der kun er plads til hende.
