Matthews hvide sydstatssoul

Der er et eller andet med anmeldere og deres uanfægtede uddeling af stjerner. Dels ved jeg af erfaring, at vi som folkefærd bedst kan lide, når vi opdager kunstnere for os selv, for så, når de er blevet kendt af mange, at trække blasert på skuldrene. Og dels udløser kombinationen af ukendt debuterende kunstner, indiepladeselskab og en musik, der lyder som en godtepose af noget, man har hørt før, men bare ikke på den måde, med garanti stribevis af stjerner.

Tit virker de mange stjerner stik mod hensigten. Jeg mener, hvad skal den stjerneoverstrøede stakkel af en debutant gøre næste gang, hvor han næppe får seks stjerner?

Anledning til denne indledning er Big Inner, det absolut håndlavede debutalbum fra den amerikanske sanger, multiinstrumentalist, studieejer og producer Matthew E. White fra Virginia. Uncut gav ham karakteren 9/1o, og morgenaviserne herhjemme har vekslet mellem fem og seks stjerner.

Det er et godt album, men så godt?

Forestil dig en langhåret hvid, mindre basset Barry White, forklædt som grunge-stylet efterkommer af The Band, når de lufter deres kærlighed til Marvin Gaye mest, parret med en ømhed, der står i sær, men dragende kontrast til Whites bjørneagtige størrelse.

Albummet er indspillet på syv dage, og rummer kun ni numre, der i mangt og meget lyder som eet langt nummer med soulsaftige blæserarrangementer, Dixie-violiner og en sumpet rytmesektion, som hentet lige fra Muscle Shoals. Hans inspirationer er gennemskuelige, men ufordækte.

Dusty Springfields Memphis-plade må tit snurre hos White hjemme i Richmond. Og en sang som ‘Will You Love Me’ krydser Joe South’s ‘Games People Play’ med ‘Many Rivers To Cross’ af Jimmy Cliff, og folk som Jorge Ben, Levon Helm og Robbie Robertson kunne sagtens sætte deres musikforlæggere til at føre sager, men det ville ikke være i pladens ånd. Ja, ‘Hot Toddies’ behøvede Randy Newman ikke skamme sig over at tage med på en plade.

Matthew E. White plagierer nemlig ikke. Han hylder og viser sin respekt. Og gør det, så det aftvinger respekt.

Han besynger kærligheden med en blanding af bittersødme og henførthed. Den, der var og den, der forhåbentlig kommer. Han elsker eller har elsket en pige, der har et smil af den slags, der kan betale hendes husleje. Og gennem alle sange strømmer en erkendelse af, at intet er for evigt: “there’s so much beauty and it fades so soon”. Istedet forsøger han at fastholde evigheden i musikken. Det giver den en egen fortættethed, som sammen med den klanglige genkendelighed sagtens kan forlede en til at tro, at dette er grænsesprængende originalt.

Det er det ikke, men det er længe siden jeg har hørt nogen prøve at forny sig så meget på så allerede prøvede præmisser.

Matthew E. White er klart en stjerne in spe, men lad ham udvikle sit eget lys.

Matthew E. White: Big Inner. Producer: Matthew E White. Domino/Playground (link til hans hjemmeside)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK