Mellencamp absolut live

Det var som det skulle være: Udsigten var af den gråsprængte art, man af en eller anden grund finder mere og mere klædelig jo ældre man bliver. I bandbussen sad den bringebrede chauffør i en alt for lille Grateful Dead-t-shirt og læste Stieg Larsson. Bagest i køen skrålede nogle allerede godt visne skåninger det, de nu kunne huske af ‘Jack & Diane’. Og over alt virkede det som om cowboyjakker igen var tidens tern. I hvert fald set gennem de multifokale briller, der var flest af den aften.

John Mellencamp var i København for at give sin første koncert her siden 1992.

Men først var der forfilm! I en time var vi tvangsindlagt til at overvære dokumentarfilmen It’s about you om, men mest omkring Mellencamps USA-turne i 2009. Filmen er lavet af fotografen Kurt Markus, der aldrig havde filmet før Mellencamp gav ham opgaven. Det kan man godt se.

Filmen er skudt med et Super8-kamera uden brug af kunstigt lys. Resultatet er grynet og ufokuseret. Og holdt sammen af filmmagerens småfilosofiske meta-sluddder om tilblivelsesprocessen.

Alt i alt en meget mærkelig disposition at vise en koncertfilm før en koncert. Og så vel at mærke en film, der både er prætentiøs og privat, to ting, der tit er sider af samme sag. Og som om det ikke var nok, var der så efter forevisningen 25 minutters pause. Jo, det danske koncertpubikum er legendarisk for sin langmodighed.

Til gengæld var der ikke noget filter mellem John Mellencamp, hans tætte, spillelystne sekstet og en fuldsat sal af hard core fans, da han omsider gik på scenen.

Jeg fik ellers mine bange anelser, efter at en radioteaterstemme havde annonceret Mellemcamp som både modtager af Woody Guthrie-prisen, småbøndernes fortaler og forsvarer af ytringsfriheden. Det lod Mellencamp sig heldigvis ikke mærke med.

Første halvdel af det to timer sammenhængende sæt var semi-akustisk. Stilbeslægtet i instrumentation og attitude med det, Dylan turnerer med. Og faktisk lyder en række af de nyere sange som Dylan, bare udstyret med meget mere råstyrke og stemme og en større lyst til at kommunikere, men aldrig prædike, selv om Mellencamps budskaber om forfaldet og usynliggørelsen af udkants-USA og dets indbyggere er alvorlig nok.

Vi fik en nærmest yndefuldt gyngende ‘Walk Tall’, den Guthrie-inspirerede nye sang ‘Save Some Time To Dream’ med masser af lys fra iPhones i stedet for de ligthere, der plejede at blive tændt under den slags ballader, og en gammel sag som ‘Cherry Bomb’ blev sunget a cappela. Angiveligt som ønske fra en fan, Mellencamp havde mødt dagen før på gaden – han møder tilsyneladende ret mange fans på gaden. Sangen var også fast punkt på forårets USA-turne.

Naturligvis er sådan et show planlagt, også improviastionerne, men umiddelbarheden kan man ikke snyde sig til. Og den besad John Mellencamp til fulde.

Omkring sig havde han sit faste band, som spiller, som om de er på alt andet end fast arbejde. Western swing, blues (en beåndet udgave af ‘Born Under A Bad Sign’ udløser udråbstegn!) og country – de kan det hele.

Violinisten Miriam Sturm er spektulær – på enhver måde. Guitaristen Andy York spiller, som hvis Jimi Hendrix fusionerede med rockabilly og har tilmed en vidunderlig afslappet kontrol over feedback-effekten. Og ude på fløjen ligner Jon E. Gee en funkbassist, der er gået ti år forkert. Sådan lyder han ikke, hverken på kontrabas eller el-bas.

Man kunne indvende, at den elektrisk forstærkede afdeling ikke gav så meget mere, men der blev i hvert fald rocket centnertungt igennem. Det klædte sange som ‘Rain on the Scarecrow’, og svenskerne, og os andre, svimede hen, da han introducerede ‘Jack & Diane’, ‘Paper And Fire’ samt ikke mindst ‘No Better Than This’.

Den sidste sang har givet navn til turen. Det er en overskrift, der er ret dækkende for turnestarten i går i Vega.

Efter sådan en aften må Mellencamp finde sig at blive mindet om dengang, han lod sig markedsføre som John Cougar. Han er nemlig stadig angrebslysten og sulten.

Du kan godt græde over det, hvis ikke du var tilstede.

John Mellencamp. Vega, København, fredag.