Mens vi venter på sne

Du kender dem sikkert godt, de plader, der bliver overdynget af så mange anmelderroser, at musikken næsten bliver væk. Sådan en plade var 50 words for snow med Kate Bush for mig, da den udkom i dette efterår. Jeg havde det næsten, som om jeg havde lektier for, inden jeg skulle høre den, lidt ligesom når man åbner en avis som Information. Den følelse blev ikke formindsket af et essay om albummet og Bush i Weekendavisen. Det fyldte over en side. Og det er ikke en tabloidavis!

Al respekt for alle disse ord og deres ophavsmænd. Samt en vis misundelse og undren. Hvor får de det fra?

Siden er jeg gået rundt om 50 words for snow, har spillet den tit, men lidt adspredt, har måske ubevidst ladet den komme til mig, og så i weekenden befandt jeg mig pludselig på den anden side, i musikken, i Bush-land, lidt som at gå gennem skabet og pludselig stå i Narnia. Og tænk, det viste sig ikke at være spor indviklet, men absolut fortryllende.

Det kræver heller ikke mange ord: Musikken er så magisk og alligevel helt naturlig som netop sne. Hvis Poul Ruders skrev popmusik, ville det lyde sådan. Bush skriver sange, som hun spiller klaver – søgende, reflekterende. Og med al den tid, der skal til. Og hele vejen nøjes Steve Gadd ikke med at slå trommer til, han spiller dem.

Som i åbningsmelodien ‘Snowflake’, der handler om at blive væk for at blive fundet eller er det omvendt? Handler om at få verden til at skrue ned for lyden og op for lydhørheden. For det er jo det, snefnug gør – de skaber stilheden, når de bliver liggende på jorden. Og får tystheden til at tale. Giv Björk en Kate Bush-kur.

Og så er pladens bedste nummer – for mig – en næsten helt almindelig blues, ‘Snowed In At Wheeler Street’, hvor Bush synger duet med Elton John i en sang om et forhold, der som Romerriget er dømt til brændende undergang, hvor parret prøver at holde fast, men selv det stærkeste reb kan ikke binde forlist kærlighed sammen. Det er smukt og smerteligt.

Det samme er albummets coda, ‘Among Angels’ – måske et requiem, hvor snefnuggene fra den første sang antager form som engle, der skinner som spejle i sommersolen. Det billede, og hendes billedskabende stemme, er til at blive stum af betagelse over.

Så har jeg vist allerede sagt for meget om en plade, der virker som en god, gammel nyhed, hver gang jeg hører den. Også på den led ligner sangene den sne, de virker som skabt af.

Kate Bush: 50 words for snow. Producer: Kate Bush m. Del Palmer. FishPeople/EMI.

PR-foto: Trevor Leighton

Følg mig på Facebook