Mere speget end røget
11. april 2010 //
I dagens Politiken har jeg denne tv-anmeldelse:
Det er længe siden reality på tv rimede på virkelighed. Derfor skal vi holde fast i programmer, der godt nok iscenesætter virkeligheden, men gør det med respekt for dem, der skal færdes i den, når kameraet er slukket.
To forskellige af slagsen springer i øjnene, når sololien fra ’Paradise Hotel’ bliver for harsk: ’Kongehuset indefra’ og ’CPH’. I det første forsøger en udvalgt skare at blive dus med samfundet, selv om de mest bruger De-formen. I det andet følger vi dem, der får os op og ned lige sikkert. Programmerne burde låne fra hinanden.
Anders Aggers serie er blevet kaldt kongerøgelse. Okay, det er ikke Cavling-kritisk, men et tv-program skal bedømmes på dets præmisser, og hensigten har ikke været at afsløre – afsløre hvad? – men begå en jordnær reportage fra en arbejdsplads, hvor historien hver dag går lyslevende igen. Resultatet er klart mere krone end plat, men også mere speget end røget, og det overlades til seerne at drage konklusioner, men er etikettebrydende i detaljerne. Som når kronprinsen siger: ”Hvis jeg forstår det, så er der rigtig mange danskere, der forstår det.”
Vi sidder med ved møder, og får mistanke om, at koreograferingen af gøren og laden skyldes for meget tid, men der er mennesker bag, og både dronningen, den lidt stive, men ikke stivnede hofmarskal samt renæssancefiguren, ceremonimester Eugen-Olsen, gør, at jeg hellere vil have hof end præsident. Navnlig når det skylles ned med Aggers subtile kommentar. Vi er langt fra Billedbladet.
’CPH’ fordansker ’Airport, et koncept, der daterer sig til ‘Sailor’, 70’ernes BBC-skildring af livet på hangarskibet Ark Royal – den med Rod Stewarts “Sailing”. Lufthavne garanterer både drama og trivia. Dramaturgisk krydsklipper ’CPH’ mellem forskellige personer. Det giver medlevende indtryk af sammenhæng, især når det handler om kaos som under klimatopmødet, og de autentiske medvirkende er godt castet, men kunne have fortjent Agger som forfatter.
Selv om republikanere ser kongehuset som fejlcastet, kunne Agger med fordel have opbygget sit program på personer i stedet for begivenheder. Omvendt er der nok begrænset udbytte i at følge prins Henrik en hel dag.
Illustration: En ikke uvæsentlig del af udsendelsesrækken er Les Kaners stillbilleder, som både er som at være der selv, men også sløret i myte og mystik. Se flere af dem her.
