Meyerheim: Lyttende ikon

TV2-kanalen Charlie, du ved den, hvor grå forsøges forvandlet til en smuk, gylden farve, har startet en ny sæson af Talkshowet Meyerheim. At det ikke er genudsendelser fremgår af et skilt undervejs. Man kunne nemlig godt forledes til at tro, at man har set det før. Og hvad så?

Inspirationen fra David Letterman er stadig åbenbar. Først og fremmest i bagtæppet med dets skyline af oplyste kontorpaladser af glas. Derimod ville det ikke gøre denne seer noget, om man skiftede Jan Glæsels kompetente, men lounge-kedelige orkester ud med et band med mere nutidig, rytmisk aplomb – i stil med Paul Schaffer hos netop Letterman.

Selv minder Michael Meyerheim mere om Dick Cavett end om Letterman, men først og fremmest har han udviklet sin egen tone, som bygger på lige dele gehør og en ikke uskarp, men underspillet humor. Han kan kunsten at få interviews til at blive til samtaler.

På den led stikker han ud i et tv-landskab, overbefolket til kvalmegrænsen af studieværter, der foretager tredjegradsforhør, der bliver patetiske, når historien slet ikke er til det, eller virker sat i verden for at tale i munden på gæsterne (og sig selv) eller slet og ret kun har et projekt – mig, mig, mig. Ingen nævnt, ingen glemt.

Jeg har set de to seneste udsendelser. Og er hver gang blevet mindet om Meyerheims intuitive respekt for pauserne og hvad de kan føre til. Han kender samtalens åndedrag. Og så er han høflig uden at være føjelig.

F.eks. havde han Ghita Nørby i sofaen. Emnet var ikke hendes overraskende rolle som Puk i Det kgl. Teaters En skærsommernats drøm, men livet efter en medieeksponeret skilsmisse. Skuespilleren lagde – måske af usikkerhed, for det var tunge emner, der skulle gøres lettere – ud som medievant diva med at forelæse for publikum (som man i øvrigt aldrig ser). Umærkeligt, men sikkert, fik Meyerheim hende til at glemme at være på for i stedet at træde frem som en kvinde, der afspejlede smerte og selvironi midt i en livskrise. Der blev stille i studiet, da hun fortalte om, hvor dårlig hun havde været til at kæmpe for sine parforhold. Vi var alenlangt fra de medier, Meyerheim altid betegner som »bladene«.

Samme aften, som en modpol, fortalte instruktøren Tomas Willum Jensen og sangeren Maria Montell om kunsten at forblive kærester i et ægteskab med tre små børn. Det var både alvorligt og sjovt – som da værten spurgte hende: »Var du let at få fat i?« Og igen: Reelt.

Det er jo, som en veloplagt og klædeligt afslappet Sanne Salomonsen sagde, sådan, »at det man sender ud, er det man får tilbage.«

Det er derfor, talkshowværter kommer og går, men Meyerheim består. Det eneste grå ved ham er hans hår.

Onsdage kl. 20.30

PR-foto: Per Arnesen/TV2 Danmark ©

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken