You are here: Home / Kritik / Musik / Falch dobbelt fremkaldt
Falch dobbelt fremkaldt
17. september 2012 // Kommentarer slået fra
Det ligner en tanke snarere end en tilfældighed, at Michael Ehlert Falch udsender to statusopgørende live-cd’er, i realiteten et dobbeltalbum, samtidig med, at han i en alder af 56 tiltræder sit første borgerlige job – som chef for behandlingscentret Tjele Orelund. Han har altid holdt af ringmapper…
Spøg til side: Jobskiftet – eller skal vi sige dobbeltjobberiet (for musikken skal stadig have sit, har han lovet) – er vel en naturlig konsekvens af Falchs radikale livsstilsomlægning gennem de sidste ti år.
Få har været så offentlige omkring deres kamp for at kvitte alkoholen som netop Falch. Den historie er blevet en del af hans brand, og bar hans comebackalbum Falder du nu (uden at tynge det). At der kunstnerisk var mere i den tømte flaske, har han bevist på de seneste album af modne, men langtfra satte (k)ærlighedssange. Samtidig har Falch trods al offentlighed formået at forblive en meget privat person.
Og denne delikate balance mellem at være så berømt, at det halve til tider har været nok for ham, og så evnen til at blive ved med at være et menneske fjernt fra alfarvej, ja, den sikrer ham et stort og i stigende grad generationsoverskridende publikum. De kommer ikke for at se giraffen, men for at se og høre deres eget liv gennem hans sange.
Jeg kan ikke forestille mig noget, der giver mere mening for en sangskriver.
Derfor er enhver Michael Falch-koncert en gensidig kærlighedsaffære. Der bliver givet og taget på begge sider af rampen. Sammen anlægger han og publikum en “boulevard af opmærksomhed”. Og her tænker jeg ikke kun på, at publikum synger med, som vil de sige, at de sange, dem ejer vi altså også. Næh, der går gennem Falchs sangforedrag en gåsehudsfremkaldende undertone af taknemmelighed. Hans stemme er fortsat livskraftig og manende, men også reflekterende, og årene har taget toppen af det mest rørstrømske og attitudejagende. Et helt menneske, sårbart og stærkt, foran en mikrofon, som tit kun virker, som om den er der for et syns skyld. Vi kan godt høre ham alligevel.
De to cd’er (men desværre ingen dvd) hedder henholdsvis Nær og fjern og Venner og bekendte. Den sidste rummer de mere personlige, hudløse sange og den første har en svag overbetoning af hits. Men for Falch kommer det jo tit ud på et.
Han er alene på scenen, mest på guitar, men på sange som ‘De første fugle uden dig’ på opretstående klaver, og selv om han ikke er så fingerspillende virtuos som f.eks. kollegaen Sebastian, får han samme rytmiske drive ud af guitaren som “mester Young”. Og netop så sparsomt instrumenteret bliver man igen og igen mindet om, hvor sangbare Falchs sange egentlig er.
De to plader trækker en sindrigt tvundet tråd fra den neonsolbelyste storbyfascination over Springsteen-slægtskabet med landevejsmytologien i frigear til de nye, store kærlighedshymner af næsten Brorsonsk ydmyghed.
Michael Falch er fortsat en romantisk sjæl, som aldrig har iført sig tidens farver. Men han har aldrig givet fortabt.
“I will stay with you if you’ll stay with me”, synger han på en følt version af Neil Youngs ‘Journey through the past.’ Den aftale er enhver i den fyldte koncertsal med på.
Må være godt for ham at vide der bag skrivebordet.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
