Michael Falch unplugged

4 Comments

Det virker som en evighed siden, men faktisk er det kun en halv snes år siden Michael Falch på sin hjemmeside begyndte at lægge dagbogsnotater ud. Det var dengang, man ikke kunne nøjes med at sige ‘nettet’, for så troede folk, man snakkede om badminton eller tennis. Og dengang ordet ‘blog’ blev læst som en forkert stavemåde af det andet ord for en boligkarré.

Notaterne endte i to bøger, Helligdage og Hjemveje. De skrev sig ind i, og ud af, en litterær dansk dagbogstradition med Martin A. Hansen som et måske lidt for tydeligt forbillede. Bagklogt er det tydeligt at se, at Falch brugte skriverierne til at komme nærmere sig selv. De var trædesten og stifindere. På vej mod det endelige selvopgør med ham, der endte med at stoppe det frie fald som alkoholiker i 2002.

Siden har Michael Falch som bekendt levet i ædruelighed. Uden af den grund at forsage livet.

Det meste af den tur blev beskrevet i bogen Ud af mørket i 2006. Undervejs i give-and-take-samarbejdet med Falch slog det mig som lidt bagvendt, at jeg skulle formidle en så personlig historie, når den, der havde gennemlevet den, selv skriver så personligt og stilsikkert.

Falchs nye bog, Trækruter, gentager, detaljerer og perspektiverer en række af de centrale hændelser og problemstillinger, vi bragte Ud af mørket. Alkoholismen, den mulige mentale familiearv, rockbranchens illusionsmageri, stjernerollens velsignelse/forbandelse fra Malurt til nedturen i 90′erne og gennem det hele løber som en dobbeltvunden tråd tvivlen, der mere og mere er blevet afløst af troen.

Jeg forstår til fulde Falchs behov for selv at skrive sin historie og fremskrive den til i dag med al den hæder og ære, der fortjent bliver ham til del. Derimod har jeg en smule sværere ved at forstå, hvorfor 2006-biografien, der udkom på samme forlag som Trækruter, ikke er nævnt med et ord; end ikke på flapteksten. Nå, nu fik jeg lige luftet min indre King Baby. Det er jeg sikker på, netop Falch har forståelse for…

Trækruter foregår fra oktober 2009 til sommeren 2011, og er for så vidt lineært fortalte dagbogsnotater med digressioner og tilbageblik. Skrevet livsklogt reflekterende, journalistisk anekdotisk (hvis der er noget der hedder det) og godt gammeldags underholdende samt selverkendende med lige det (selv)ironiske twist, der holder Falchs hang til det lidt højstemte i ave.

Bogen er med et fattigt udtryk en fornøjelse at læse. Ordet ‘lystlæsning’ sidder i fingrene, men det er lidt aparte at anvende, for Falchs liv har ikke kun været en lystrejse.

Henrik Pontoppidan, Søren Kierkegaard, Frans af Assisi, Bruce Springsteen, Tom Kristensen, Neil Young og Johannes Jørgensen optræder side om side. Ikke som udslag af namedropping, men fordi den tidligere danskstuderende Falch kan dem. Og ikke ville kunne uden dem. Han bruger dem ikke som ikoner eller idoler. De har måske i perioder været ledestjerner, men er mest ledetråde, som han ikke sjældent er snublet i.

Som kunstner og menneske kæmper Falch konstant med at minde sig selv om, at “det jo ikke er perfektionen, det kommer an på …det handler om i et splitsekund at glemme sig selv og være sjæl.”

Bogen kan, som antydet, sagtens tåle at blive læst i et stræk. Ja, selv om det ikke er så nemt at finde ud af, hvem der er den skyldige og om der overhovedet er en, er bogen lidt af en pageturner, men den kan så bagefter med fordel læses plukvis.

Der er mange afsnit, der nemt kunne været gået hen og blive gymnasiepensum. Før gymnasiereformen, for uden at være bagstræberisk eller nostalgisk er der over forfatteren Michael Falch en værdighed og tro på, at fordybelse er bedre end forjagethed, der er gået helt af mode.

Skal jeg partout anbefale blivende steder i denne bog, må det blive Falchs detaljerede og sjove skildring af møderne med Bruce Springsteen; de varme, men aldrig showbizomklamrende nærbilleder af Sebastian og Bamse; venskabet med F.P. Jac; den nærmest rifbjergske historie om June Bellis struttende bryster; indblikkene i hans mod til at søge en mening i det immaterielle; den hudløse, men alt andet end ugebladssensationalistiske beskrivelse af vejen fra bitter skilsmisse til ny kærlighed, og sidst, men ikke mindst de græsduftende beskrivelser af den kuglerunde lykke, vi er en del, der forkorter fodbold.

Trækruter er en bog af og om en mand, der ikke altid har givet sig tid til at få de rigtige knopper på støvlerne, men som har kastet sig ud i livskampen, uanset vejrlig og odds. Og som nu har fundet en sindsro, som gør ham og musikken godt.

Falch ville dog ikke være Falch, hvis ikke han også anfægtede dèt. Som han skriver: “Tænk, hvis den selverklærede længsel efter fred i sjælen bare er et illusionsnummer, og at jeg ville dø på stedet, hvis al uroen ikke hev og sled i mine tøjler. Hvad nu, hvis det er bluff og håndværk som så meget andet i vores tilværelse,” spørger han. Men siger så, før hans medfødte modsiger kommer for godt i gang: “Jeg tror, der findes en en vej mod mere ro i sjælen. Jeg ved det endda, for jeg har gået af den i en periode af mit liv. Jeg har været der på et tidspunkt og følt en sindsro, der ikke bare var en ny slags bedøvelse. Målet er at opnå freden uden at miste intensiteten…”

Michael Falch virker, som om han er godt på vej mod det mål. Med eller uden saksespark. Og uden at løbe i offside-fælden alt for tit.

Michael Falch: Trækruter. 284 sider. Gyldendal. Omslag designet af Ida Balslev-Olesen.

Kommer du forbi BogForum søndag, kan du møde Falch tale om bogen med sin gamle skolekammerat Nils Gunder Hansen. Det er på Tranescenen kl. 13.40. Mellem Holger Juul Hansen og Kirsten Hammann. Det lyder passende…

Pressefoto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

4 Comments

  1. comment-avatar
    Lotte10. november 2011 - 17:20

    Hej Cille

    Lidt fra Johannes far :-)

  2. comment-avatar
    sisse10. november 2011 - 17:38

    hej torben… forstår dig godt. har købt din bog :-)

  3. comment-avatar
    Arne Jacobsen13. november 2011 - 08:29

    Tak for anmeldelsen Torben. Glæder mig til at læse Michaels Trækruter. Har læst hans to første, og ligeså din fremragende bog med glubende appetit.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top