Møller mestrer melankolien

I aften glemmer pladebranchen for en stund krisen, når den via TV2 inviterer indenfor til den fætter-kusine fest, der forkortes DMA. En af de nye priser i konkurrencen er den som ‘Årets innovatør’. Det er et bullshit-ord for ‘fornyer’ og ‘nytænker’, men det lyder ikke så smart. Eller innovativt.

Blandt de nominerede er sangeren og sangskriveren Michael Møller. Den officielle begrundelse er:

Dag-for-dag i løbet af maj 2011 offentliggjorde Michael Møller digitalt 31 kærlighedssange. I forbindelse med dette omfattende værk, bad Møller sine fans om at donere penge til henholdsvis produktion af cd og vinyl, hvilket resulterede i, at knap 200 fans tilsammen forærede over 50.000 kr. og på den måde udviste medejerskab og loyalitet over for Møllers musikalske virke.

(Selv)ironi er ikke en af pladebranchens stærkeste sider. Ingen har åbenbart set det tankevækkende i, at man belønner en kunstner, fordi han selv har sørget for at udkomme. Burde det i stedet ikke vække til eftertanke, at branchen er sådan gearet, at man ikke har råd til at udgive et dobbeltalbum som A month of unrequited love?

Især når det er så satset og så godt som fuldbragt, som det fremstår her, hvor det er kommet på sublimt designet cd (og vinyl) med tekster og symbol- og historiemættede kunstfotografier (af Heidi Kränzlein).

Nu kunne man tro, musikken var anmeldervenlig på den mærkelige, kunstlede og navlepillende måde. Den er kun det sidste, men selv om sangenes melankolske grundtone udspringer af en selvoplevet smerte over at være blevet fundet for let (eller tungsindig) på kærlighedsbørsen piller Møller navle på de flestes vegne. Savn kan godt gøre gavn.

Eller som det hedder i den indledende ‘The Birth of a Song‘: “I just want to thank you for leaving my life/for drinking myself into pieces/I just want to thank you for making me cry/full of self pity that no alcohol ceases…” og 31 sange og vignetter senere klinger det hymnisk: “And you will be loved again/every ending might seem like the end/But you will be loved again…”

Man kan indvende, at projektet er løbet lidt af med Møller, og at en skarpere redigering kunne have luget ud i gentagelserne. Længden og risikoen for ensformighed er på den anden side nødvendig for at komme videre med sorgen, videre til troen på, at det kan nytte. Istedet for et sandt mesterværk blotlægger Møller sin sandhed. Og den værker (undskyld).

Musikalsk fornægter han ikke sin baggrund i moi Caprice. Den, der husker sirlige Prefab Sprout-inspirerede popsange som ‘The Only Happy in Copenhagen’ går ikke forgæves her, selv om instrumentationen har fået en tæt barbering. Det er de spindelsvævstærke melodier, renhjertede tekster, Møllers artikulerede, gyldne, meget britiske popstemme og de urovækkende følelser midt i den delikate vellyd, der skal gøre tricket her.

Og gør det i store stræk. Akkompagneret af glockenspiel, ziter, flaminco guitar, analoge strygere og blæsere, der ikke overdøver grundstemningen, men accentuerer den. Det er intellektuel popmusik, men det bliver aldrig studentikost.

Da jeg var ung, kaldte vi den slags musik barokrock. Navne som Left Banke og Ars Nova var førende på feltet. Og Fairport Convention (og Gangway) står sikkert også på Møllers pladereol sammen med Donovan, Leonard Cohen og Magna Carta. Langt senere opfandt Stephin Merritt sine musikalske magnetfelter, som Møller ikke skammer sig over ikke at kunne slippe fri af, ligesom han på alle ulykkeligt forelskedes vegne udlægger Paul Simon på sin måde: “Hello darkness, my old friend, you’ve come to dance with me again…”

Overskriften på denne anmeldelse kunne antyde, at dette var en mørk plade. Jovist, men ikke formørket. Mørk, fordi sådan er der omkring os, når lyset er slukket, og vi skal gennem det, Springsteen engang besang som ‘Tunnel of love’. Der er lys for enden. Og Michael Møller lyder til slut, som om han ikke længere frygter, at det er et tog, der kommer buldrende.

Tiden læger alle sår, men sårhelingen kan gøre så ondt, at man både er nødt til at nedtone den og dele den med andre for at kunne holde den ud. Tak til Michael Møller for ikke at putte plaster på.

Årets innovatør? Måske, men hvorfor ikke en nominering som et af årets danske albums?

Michael Møller: A Month of Unrequited Love. Producere: Casper Henning Hansen & Michael Møller. Tigerspring/Universal.

SIDSTE: MM fik prisen.