Mr. Talkshow kan endnu

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg nogle af tidens talkshows. Her er en lidt længere version:

Kongekonceptet for en programudvikler må være en talkshowvært, der kokkererer i en pool, omsværmet af liderlige, lændetatoverede linselus, i konkurrence med en havearkitekt og en sexolog om, hvem der er bedst til kunsten at synge karaoke og græde i kor.

Det kan kun være et spørgsmål om tid. I mellemtiden er tingene skilt ad, så nogenlunde. Jeg bliver gladere og gladere for den gammeldags model, hvor værten får gæsterne til at tale, fordi de ved, at der bliver lyttet. Men konceptet presses af tidens markskrigeriske mantra om fornyelse.

Det sidste søger Casper Christensen og Anders Lund Madsen at imødekomme på hver sin måde. Christensens show, ’Aloha!’, er i virkeligheden uventet generøst. Det er givet, hvem der er hovedpersonen, men han virker som en stand up komiker, der har givet sig selv påbud om ikke at føre sig for meget frem. Det er klædeligt, og giver en spænding i programmet, fordi han er improvisationens mester. Han hjalp sig selv og den akut astmatiske sanger Dicte gennem et interview om ingenting, men var ved at tabe fatningen og føringen, da verbalbokseren Kurt Thyboe næsten smed tøjet. Det var uventet og derfor skægt.

Jeg tror ikke ret meget er uventet i Madsens ’nye talkshow’. Til gengæld er det mere manieret end skægt. Han er ude i en dekonstruktion af genren med tydelige lån fra Kim Schumachers speedsnakkeri, men hyp for quizzen. Ligesom det var godt set at have konkurrenten Casper Christensen inde som gæst, lige før denne skulle på i sit eget show. Midt i pseudo-moderniteten blev vi mindet om, at vi stadig lever i Lidenlund.

Det gjorde vi også onsdag på Charlie, hvor genrens nestor, Michael Meyerheim, sagde aloha til Casper Christensens kæreste/kone, Iben Hjejle. Hun delte  sofa med Martin Brygmann samt den nypensionerede, nu sekretærløse og æbletræsbeskærende Ritt Bjerregaard, som Meyerheim bød ”velkommen tilbage til livet”. Det synes hun ikke var så sjovt sagt, kunne man se.

Meyerheim er blevet sammenlignet med David Letterman, men minder snarere om Dick Cavett i sin høflige nysgerrighed, som ikke er uden brod. Med poliske bemærkninger skaber han pauser til eftertanke og latter uden at hænge nogen alt for meget ud. Af samtalen med Martin Brygmann fremgik det, at popsnedkeren og skuespilleren hele tiden var bange for, at nogen skulle afsløre, hvor lidt han egentlig kan, som han udtrykte det.

Den frygt behøver Michael Meyerheim ikke nære. Det, han kan, ser ganske vist let ud, men kan ikke læres. Hvis ikke vi havde MM, ville vi være nødt til at opfinde ham.

Pressefoto fra Tajmer Booking