Muhl vendte rocken ryggen

At hans største sang er indspillet af både Lis Sørensen og Richard Clayderman siger ikke bare noget om Lars Muhls masseappeal som komponist, men også noget om de faldgruber, der lurede på ham som sanger og sangskriver. Der er som bekendt ikke langt fra croon til klynk. Ikke langt fra musik til musak.

Her, hvor Muhl fylder 60 i morgen, er det mere end ti år siden, han vendte rocken ryggen. Han blev træt af at lede efter evigheden i en branche, som er bedst til at gribe øjeblikket. Derfor har han viet sit liv til et spirituelt forfatterskab, i mild, men inderlig protest mod det, han har kaldt »den glædesløse trosbekendelse i folkekirken.«

Der var engang, hvor rocken og den hurtige berømmelse var hans religion. Som en vred, i virkeligheden ikke særlig ung mand, blev han forsanger i Århus-bandet Warm Guns sammen med den nuværende Thomas Helmig-guitarist Per Møller. Warm Guns havde den adrenalinpumpende rastløshed til fælles med punken, men var ret beset ’bare’ et tæt, lille orkester med gode, skarpe sange i familie med Graham Parker, Nick Lowe og Elvis Costello. Gruppen debuterede i 1980 og gik i opløsning fire frenetiske år senere – og dens eftermæle blev sikret i 5-cd-boksen ’Hard Luck’.

To år senere solodebuterede Muhl med albummet ’The glorious art of breaking little girls’ hearts and blowing big boys’ brains.’ Anslaget var så grandiost som titlen, en blanding af David Bowie, Scott Walker og Gustav Winckler, og egentlig helt uden for tiden.

Albummet rummer Muhls egen, engelsksprogede version af ’Ind Til Dig Igen,’ som han (sammen med Steffen Brandt) havde skrevet til Lis Sørensen. Sangen ville have gjort Muhl til mangemillionær, hvis han havde været amerikaner. Richard Clayderman var ikke den eneste, der indspillede den. Men Muhl kunne, som han senere formulerede det, glæde sig over »KODA-checkene med de små formuer, der pludselig gjorde mig velhavende og vendte op og ned på en del af mit liv, efter at jeg i årevis havde levet på en sten.«

Succesen syntes ustoppelig, da han sammen med Kasper Winding hittede med ’Sjæl i flammer’, kendingsmelodien til tv-serien ’Strømer’, men forude ventede en depression »på størrelse med Mount Everest«.

Solopladerne blev ved med at komme, men solgte mindre og mindre. Muhl trak sig tilbage til Samsø og begyndte at tænke sit. I 1993 bogdebuterede han med den hudløse og farverige selvbiografi ’Sjæl i flammer’, og da årtiet var omme, var han blevet træt af at løbe fra sig selv. Træt af at kæmpe mod den forfængelighed, han kaldte en »forfærdelig groggy elefant«.

Det markerede Muhl ved i 1999 at udsende en karriereopsamlende ’Best of…’-plade. Samtidig sagde han selv i et velskrevet essay i denne avis ’Farvel til croonerkongen’. Heri gav han frivilligt afkald på titlen som ’King of croon’, fordi der »er en tid for alt.« Og fordi der er »et ganske særligt øjeblik i ethvert liv, hvor spørgsmålet ’Hvorfor?’ bliver besvaret med et ’Derfor!«

Siden har Lars Muhl søgt at uddybe både spørgsmål og svar i en stædig søgen efter sandheden. Både som forfatter til mere end en halv snes bøger, som åndelig vejleder og som inspireret guide i »menneskets metafysiske virkelighed«, bl.a. på de såkaldte ’gralsrejser’, hvor målet er den fordybelse, Muhl tidligere nøjedes med at besynge, men nu udlever.

Læs mere om Lars Muhls virke her.

Ukrediteret foto fra www.samsolabyrinten.com.