Mumford & Sons ta’r vest på

Kommentarer slået fra

Det giver god mening, at ‘The Boxer’ er et af bonusnumrene på deluxeudgaven af Babel, Mumford & Sons’ netop udsendte opfølger af deres overraskende succesdebut, Sigh No More. Marcus Mumford og hans medmusikanter håndterer, sammen med komponisten Paul Simon, sangen som om de selv havde skrevet den. Dette britiske band, der lyder, som om de kommer fra bøhlandet, men faktisk har base i London-området, bader nemlig i samme musikalske kildevæld som Simon.

Der går en lige linje fra Appalacherne til Penninerne, og Woody Guthrie og Hank Williams er usynlige gæsteartister på et album, der lige som forgængeren også trækker veksler på den engelske busker-tradition, og minder om, at mens vi herhjemme aldrig helt har formået at forene rock og folkemusik og altid bedre har kunnet lide at trampe rundt til irske toner end danske viser (Skousen & Ingemann samt Lilholt undtaget), ja, der viderefører Mumford & Sons en tradition, som daterer sig tilbage til Jethro Tull, Strawbs og Fairport Convention, draperet i vestkystvokalharmonier af den slags, der aldrig bliver for smækre.

Mumford & Sons spiller folkemusik, som er alt for livlig og nulevende til at fastholde under montre på nogen folkemindesamling. Mandolin og banjo er hovedinstrumenterne i en musik, som understreger, at man sagtens kan spille så godt som akustisk og anti-autotunet og alligevel være strømførende. Deres drive er forrygende. Ganske enkelt og slet ikke så svært, så længe man ikke tænker, men bare spiller. Og danser.

Babel er kun marginalt dårligere end debut’en. Jeg har læst mig til, at nogen mener, at de to plader minder for meget om hinanden. Kanske. Det er der også nogen, der siger om solopgange. Dem om det.

I mangt og meget minder de helt igennem meget hvide Mumford & Sons meget om gospel. Der går gennem deres sange, både de fodstampende showstoppere og de dybfølte, men aldrig svulstige ballader, en strøm og en drøm om tilgivelse, hengivelse, tillid og en bøn om fordybelse. Det handler om kærlighed, men den elskede besynges, som om der er noget mere end parforhold på spil.

Selv om titelnummeret og singlen ‘I Will Wait’ er uimodståelige, vil det være unfair mod de enkelte sange at fremhæve nogen. Det hele hænger sammen, mellem længsel og indfrielse. Som livet på en god dag.

Mumford & Sons: Babel. Producer: Markus Dravs. Island/Universal.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top