Musikken i Madmen oser af stil

Ser De Madmen, spurgte Weekendavisen i afvigte weekend. Hjemme hos os gør vi, store som små. Serien er som en übercool amerikansk pendant til Matador. Et tidsbillede af en periode i USA’s historie lige før Den Kolde Krig tøede op, og lige før The Beatles som en brådsø væltede ind over den amerikanske provinsialisme og selvtilstrækkelighed.

Serien om løgn, bedrag og vellevned i reklamebranchen i Kennedyernes guldalder er livsstil og drama med tilbageholdt åndedræt. Og ikke mindst musikken er det bagtæppe, scenerne udspiller sig på.

Familiens yngste har lige hjembragt en dobbelt-cd med den musik, der inspirerede serien og som af og til kan høres i den, når Don Draper & co. forgæves forsøger at tøjle liderligheden og ambitionerne.

Det er min mors popmusik. Musik for de unge på 40 hed den vist engang. Lounge ville man kalde det i dag. Elegant var den dengang, og elegant er den i dag. Så velsiddende som Don Drapers jakkesæt og så velpudset som hans sorte skosnuder. 40 numre med alt fra Ella Fitzegerald og Nat King Cole over Frank Sinatra og Boby Darin til Perry Como og Frankie Laine, og når det skulle være rustikt – Patsy Cline.

Som man kan se, er der sorte sangere, men de er ikke så sorte, at det generede nogen dengang i et USA, hvor apartheid både var en kulturel og politisk realitet. Negre sagdes både at lugte og svede.

Og sved var ikke velset på Madison Avenue. Det var jo derfor, Gud havde opfundet de stivede, hvide lommetørklæder.

Pladen være hermed, ligesom serien, anbefalet.

Martin Krasniks artikel i Weekendavisen finder du her.