Musikken i Madmen oser af stil

Kommentarer slået fra

Ser De Madmen, spurgte Weekendavisen i afvigte weekend. Hjemme hos os gør vi, store som små. Serien er som en übercool amerikansk pendant til Matador. Et tidsbillede af en periode i USA’s historie lige før Den Kolde Krig tøede op, og lige før The Beatles som en brådsø væltede ind over den amerikanske provinsialisme og selvtilstrækkelighed.

Serien om løgn, bedrag og vellevned i reklamebranchen i Kennedyernes guldalder er livsstil og drama med tilbageholdt åndedræt. Og ikke mindst musikken er det bagtæppe, scenerne udspiller sig på.

Familiens yngste har lige hjembragt en dobbelt-cd med den musik, der inspirerede serien og som af og til kan høres i den, når Don Draper & co. forgæves forsøger at tøjle liderligheden og ambitionerne.

Det er min mors popmusik. Musik for de unge på 40 hed den vist engang. Lounge ville man kalde det i dag. Elegant var den dengang, og elegant er den i dag. Så velsiddende som Don Drapers jakkesæt og så velpudset som hans sorte skosnuder. 40 numre med alt fra Ella Fitzegerald og Nat King Cole over Frank Sinatra og Boby Darin til Perry Como og Frankie Laine, og når det skulle være rustikt – Patsy Cline.

Som man kan se, er der sorte sangere, men de er ikke så sorte, at det generede nogen dengang i et USA, hvor apartheid både var en kulturel og politisk realitet. Negre sagdes både at lugte og svede.

Og sved var ikke velset på Madison Avenue. Det var jo derfor, Gud havde opfundet de stivede, hvide lommetørklæder.

Pladen være hermed, ligesom serien, anbefalet.

Martin Krasniks artikel i Weekendavisen finder du her.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top