Naja Rosa blomstrer

Kommentarer slået fra

Det skorter ikke på store ord i et program som Go’ Morgen Danmark. De betyder ikke alle sammen lige meget. F.eks. har TV2-programmet to faste musikanmeldere. De giver selvfølgelig stjerner. Man kan nemlig nu om dage ikke vurdere noget uden at udstyre sin mening med signallamper. For nylig blev The place I call home, den netop udsendte cd med Naja Rosa Koppel anmeldt. Den fik det maksimale antal stjerner, seks. Hvorfor ikke syv eller ni, nå, fred med det. Men pladen blev også kaldt unik. Og det er den ikke. I hvert fald ikke hvis man dermed mener noget, der er enestående i betydningen ‘forskellig fra alt andet’.

Det er naturligvis ikke det, anmelderen mener. Nok bare, at pladen lyder bedre end noget, han har hørt den sidste uge eller måned. Det er synd. Ikke så meget for Naja Rose Koppel, for hun ligner en person, der ikke lader sig forføre af overfladesnak, men for pladekøberne, for pladen er faktisk bedre end som så, og det er den netop, fordi den ikke er unik! Forklaring senere.

Naja Rosa Koppel er som måske bekendt datter af Thomas og Annisette Koppel. Og indflydelsen fra moderen slog igennem på hendes lovende debutalbum i 2010. Der kunne man også høre, at hun havde hørt en del Grace Slick og Jefferson Airplane.

Det kan man stadig på The place I call home, som former sig som en slags musikalsk road movie. Musikken er inspireret af og delvist indspillet under en slags efteruddannelsesrejse til USA. Den slags har det ofte med at blive en bekræftelse af de romantiske myter om landet og dets indbyggere, og den får da heller ikke for lidt i omslagsnoterne, hvor Naja Rosa beskriver sydstatsmusikken som “true, honest, soulshaking, heartbreaking and raw.”

Helt leve op til de ord og forbillederne kan The place I call home vel ikke, men mindre kan også gøre det. Og nu kommer vi til det med det unikke: Det fine, ja, unikke ved denne plade og Naja Rosa er, at hun netop ikke lader sig opsluge af myterne, hun reducerer ikke sig selv til stil, hun bliver ikke americana, men musikken både indlejrer sig i og udvider traditionen.

Der går en tone af nøgen nødvendighed gennem de fleste af sangene, som naturligvis handler om kærlighed og ærlighed og den lejlighedsvise mangel på samme. Hun synger godt og utvunget med en mørk klangfarve, der er med til at give sangene en egen mainstreamfremmed alvor. Hendes makeup er ikke det eneste, der er dramatisk ved denne plade. Når Naja Rosa Koppel synger om følelsernes kampzone, lyder hun, som om hun har været ved fronten. Og er blevet såret.

Pladen er selvproduceret. Af hende selv og hendes Russ Kunkel-lydende trommeslager Anders Holm. Det er ganske enkelt godt arbejde, dog med en til tider lidt for rigelig detailrigdom, men man må lade dem, at produktionen som klangelement får banjoen frugtbart i spil som modpol til Rune Kjeldsens guitar, der både mestrer det sfæriske og det jordnære.

Derimod virker Naja Rosa endnu ikke fuldt bæredygtig som komponist. Jeg har nævnt Jefferson Airplane. Jeg kunne også nævne The Doors anno Morrison Hotel og L.A. Woman. Og selvfølgelig Savage Rose, men man kan jo vanskeligt bebrejde afkom, at de lyder som deres ophav… Hun er sikrest til ballader. Istedet for nogle af albummets mellemspil kunne det have været interessant at høre hende fortolke andres sange, gerne nogle af hendes egne favoritter. Og så kan jeg igenigen ikke lade være med at tænke på, om ikke hendes personlighed ville springe mere fuldtonende ud, hvis hun sang på dansk.

Det ville på den anden side begrænse eksportmulighederne.

Naja Rosa: The place I call home. Producere: Naja Rosa & Anders Holm. Zewski Music/EMI.

Du kan se eller gense anmeldersekvensen i Go’ Morgen Danmark her.

PR-foto: Anders Holm

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top