Nana Schwartzlose er løs
Er der overhovedet plads mellem Tina Dickow og Agnes Obel? Hvis nogen kan klemme sig ind der, må det være Nana Schwartzlose. Talentet er lige så egenartet som efternavnet.
Debutalbummet Notes to remember er indspillet i New York, hvor den Silkeborg-fødte sanger også har boet. Albummer kom egentlig allerede sidste sommer, men har overvintret i min hukommelse og springer nu for alvor ud for mig.
Hendes musik er som hendes stemme: Formfuldendt og alligevel uopstyltet. En af bærebølgerne er savn og sorg, men melankolien bliver aldrig navlepillende. Hun synger en stemning ud, som vi alle kender. Fornemmelsen af at komme tæt på sig selv ved at måtte give slip på en anden.
Sangene er klassiske klaver- eller guitarkomponerede singer-songwriter-sange, hvor Carole King møder Joni Mitchell tilsat et touch af Roseanne Cash. Og de bliver større, jo mere man lytter til dem. Smagfuldt arrangerede som de er, af den Rytmekons-uddannede musikskolelærer. Med sangeren selv på forstemt klaver og gedigen fingerpicking.
Man kan sikkert sagtens mene, at det bliver lidt for lækkert tilrettelagt sine steder, men lige før man rækker pegefingeren i vejret, synger Nana Schwartzlose indvendingerne sønder og sammen med en stemme midtvejs mellem alt og sporan, der ved, hvad det vil sige at leve og længes.
Notes to remember, ja, men meget mere end det. “Just remember to say no,” synger hun på titelmelodien.
Det er der ingen grund til at sige til hendes musik.
Nana Schwartzlose: Notes to remember. Producer: Shohei Narabe. L’atelier Clair.
Selv om man ikke skulle tro det, når man hører hendes cd, er Nana Schwartzlose også en partypige. Hun er forsanger i kopidansebandet Hvide løgne.
Pr-foto af Søren Malmose.
