Natur skal da ses i radioen
Overskriften til denne anmeldelse kan lyde naturstridig i en tid, hvor HD-teknologien giver os tv-seere nærmest tredimensionelle oplevelser, hvad enten det drejer sig om myretuens systematiske mylder eller Alaskas bjergtagende vidder, men selv nok så spektakulære klipper kan jo kede i længden.
De mest fascinerende naturscenerier er ofte dem, vi selv forestiller os. Da farfar legede hippie, hørte vi tit plader med hvalsang og ulvehyl. Alene ’the call of the wild’ bragte os stenbroboere derud. I fantasien. Også uden hjælpemidler.
Sådan er det også med god oplevelsesradio. Et af de bedste programmer af slagsen er Natursyn, som i en årrække har kørt på P1 med Jens Olesen som en nysgerrig, fortællelysten, radiofonisk naturvejleder.
Ældre læsere vil kunne huske, at Olesen i 80’erne, da Martin & Ketil endnu gik i skole, sad med duen Magda i tv-programmer som ’Vild med dyr’ og tegnede og fortalte om naturen og dens sære mangfoldighed. Det gør han også i ’Natursyn’. Blot må man undvære hans suveræne tegnekunst, som dengang var et show i showet.
’Natursyn’ er, som det siges, et program om »landskabet og livet i landskabet.« Og den zoologuddannede Jens Olesen (og hans medvært Dorte Dalgaard) rykker ud i felten og spørger ’hvad er det?’ og ’hvorfor?’. Han er god til at få gode svar. Og evner at få fagfolk til at snakke dansk uden at man glemmer, at de er dyrepassere, dyrlæger eller forskere. Det er populærvidenskab, men aldrig pop.
På det seneste har jeg nydt noget på papiret så usexet som en introduktion til bogen ’Skrivekridtets fossiler’. Stående på den stormomsuste Stevns Klint fik Jens Olesen en af bogens forfattere, geologen Palle Gravesen (jo, det hed han), til at fortælle om det, Olesen kaldte ’naturens egne gramseobjekter’; altså de tidsslidte, blanke genstande, der ligger så godt i hånden, at vi ikke kan lade dem være. Forsteninger med andre ord. Samtidig fik vi en fin introduktion til kridttiden, hvor den interviewede, inspireret af Olesens metode, også brugte mediet, da han synliggjorde Falsterbo Fyr ude i horisonten for lytteren, som så pludselig stod i Skåne, hvor kridtet også gemte på en fortid, der blev aldeles nuværende.
Et andet, nyligt program var det om zoo-dyrlægers arbejde med at bedøve dyr. Totalt nørdet og totalt spændende. Om forskellen og lighederne mellem at bedøve en tiger og en parakit, og historien om, hvorfor Jens Olesens kat engang blev speedet af morfin. For slet ikke at tale om det program, hvor vi gysende hørte, hvordan det lyder, når en glubsk spækhugger fortærer en sæl.
Hvert program varer tre kvarter. Det føles ikke sådan.
P1, fredage, kl. 11.18 og podcast
