Først en tilståelse: Jeg har lyttet mig ind på Psychedelic pill, Neil Youngs nye og nogen-og-tredivte studiealbum, mens jeg lavede mad. I køkkenet har jeg en diminutiv alt-i-en cd/højttaler af designermærket Muji. Det er ikke en anskaffelse, der sikrer mig æresmedlemskab af Hi-Fi Klubben, og jeg står til anmærkninger i Youngs sorte bog, for en af sangerens mærkesager er bedre, mere naturtro lyd til folket. En ting er cd’er, de er siges at være på vej ud, men streaming, MP3 og den slags djævelskab er for Young et bevis på, at vi ikke længere interesserer os for musik, men for form.
Som han siger i sin netop udsendte, fragmentariske, men alligevel anbefalelsesværdige selvbiografi Waging Heavy Peace betragtes musikken nu om dage som “et spil, et underholdningsmedie, et stykke cool tidsfordriv”. I modsætning til i gamle dage (der var de igen!), hvor musikken var en del af en kultur. Det er den ikke længere, men i stedet for at undre sig over, hvor den kulturelle samhørighed blev af og hvorfor, har Young sin egen forklaring på vores manglende vilje til at lade musikken være “a message to the soul”. Det er ikke samfundsforandringens skyld endsige musikkens, næh, det skyldes lyden. Derfor arbejder han p.t. på at få sponsorer til sit Pure-Tone-projekt, som skulle kunne give os den oprindelige fuldtonende lyd igen. Og altså også få verden til at hænge bedre sammen eller hvordan er det nu lige det er?
Måske har han ret, det er jeg ikke hi-fi freak nok til at kunne afgøre, og er også ligeglad – Phil Spectors målestok for god lyd var, at den også kunne klare at komme ud gennem en transistorradio – men det bliver ved at undre mig, at netop en komponist og musiker som Neil Young kerer sig så meget om lyd. Hans musikalske naturkraft har aldrig ladet sig inddæmme, og mange af hans plader lyder alt andet end velplejede og raffinerede. De lyder levende og krasse og stoflige. Også på en køkkenmonohøjttaler. Eller – tør jeg nævne fjenden? – en iPod.
Tidligere på året fik han igen Crazy Horse ud af stalden. Resultatet, Americana, var interessant, før det var noget andet. Et lille halvt år senere gennemtyrer han og Crazy Horse så en række nye Neil Young-sange. I sin bog fortæller Young, at han synes, Crazy Horse-samarbejdet kræver nyt blod for at kunne fortsætte meningsfuldt.
Det må han så siden mene, at han har indgivet det band, der, som han formulerer det, lever som et dyr i sig selv, når det først kommer i gang. Det har han ret i. Det er ikke verdens dygtigste band, men konstellationen af Ralph Molinas fodslæbende tromme, Billy Talbots skomager-for-viderekomne bas og Frank Sampedros elektriske guitar alter ego til Young virker. Og gør det også her. Det er umiskendeligt Neil Young. Og ikke et ondt ord om det, jeg har i perioder mentalt od’et mig selv med hans musik, men der er ikke noget på pladen, som fik mig til at mislykkes med bechamelsovsen.
Okay, det er i sig selv en kritik af markedssituationen at indlede cd’en med ‘Drifting back’, 27 minutter, der er som hentet ud af en livesession fra 1975. Drifting back indeed… I alt varer dobbeltalbummet 87 minutter. Det havde det ikke behøvet gøre.
Vi har fattet pointen efter den første halve time. Neil Young stiger igen på toget, der tager ham tilbage til dengang det var før. Det er jo ikke fordi det er dårligt, og kan man lide Neil Young, vil man knuselske, at han er vendt tilbage til sit gamle ortodokse selv. Her er vokalharmonier som på ‘After the gold rush’, ansatser til Harvest-agtige ballader, guitarmeditationer som på ‘Like a hurricane’, sekvenser, der lyder som Metrobyggeriet samt genopførelser af psykedeliske modeluner som phasing og godt med trampen på effektpedalerne. Og Young selv synger godt. Med den der stemme, der egentlig gør det lige meget, hvad han synger. Han er på udkig efter de gode tider, synger han. Og det lyder som om de opstår for ham, når han sætter sporerne i Den skøre Krikke.
I bogen fortæller Young, at han sideløbende med dette projekt er ved at sammenstykke en tilbageskuende samling af not-so-greatest hits med ham og Crazy Horse fra den tidlige 70-er-fase. Early daze skal den hedde. Den kan jeg godt høre for mig.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
6 Comments
Johnny Skrøder1. november 2012 - 14:47
Det her med lyd er jo en kompliceret størrelse… om den er til hi-fi eller transistorradio og bechamelsovs må mangfoldighedens udbud vel afgøre… men ipod… Nu be´r jeg Dem, Fru Heilbunth!… er det ikke noget, man ryger?
Klaus1. november 2012 - 18:36
Det tyder på at TB mest er til bechamelsovs fra Knorr
Så forstår man bedre at tidens mange remasters omtales som “digitalt lydforbedrede” når de i virkeligheden lyder unaturligt og blottet for dynamik når man forsøger at spille dem over et bare nogenlunde hæderligt anlæg.
Min pointe er nok, lidt dårligt formuleret, at jeg ikke helt kan forstå at netop Young går så meget op i lydkvalitet,,,
PS: Rigtige mænd rører deres bechamel fra bunden.
Klaus2. november 2012 - 11:48
Hvorfor skulle Young ikke interessere sig for lydkvalitet? Kraften og intensiteten i den musik han skaber i fællesskab med Crazy Horse fortjener da at blive oplevet med et nærvær, så de små hår rejser sig og man nærmest får stød af at komme for tæt på højtalerne.
Michael8. november 2012 - 15:32
‘Rigtige mænd hører ikke musik på en Fischer Price’
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Det her med lyd er jo en kompliceret størrelse… om den er til hi-fi eller transistorradio og bechamelsovs må mangfoldighedens udbud vel afgøre… men ipod… Nu be´r jeg Dem, Fru Heilbunth!… er det ikke noget, man ryger?
Det tyder på at TB mest er til bechamelsovs fra Knorr
Så forstår man bedre at tidens mange remasters omtales som “digitalt lydforbedrede” når de i virkeligheden lyder unaturligt og blottet for dynamik når man forsøger at spille dem over et bare nogenlunde hæderligt anlæg.
Min pointe er nok, lidt dårligt formuleret, at jeg ikke helt kan forstå at netop Young går så meget op i lydkvalitet,,,
PS: Rigtige mænd rører deres bechamel fra bunden.
Hvorfor skulle Young ikke interessere sig for lydkvalitet? Kraften og intensiteten i den musik han skaber i fællesskab med Crazy Horse fortjener da at blive oplevet med et nærvær, så de små hår rejser sig og man nærmest får stød af at komme for tæt på højtalerne.
‘Rigtige mænd hører ikke musik på en Fischer Price’
Hilsen fra svoger
Rigtige mænd går op i musikken