Nej til nostalgien

Never trust a band with a logo, skrev Robert Christgau engang. Godt sagt, men ikke altid rigtigt. For at få bevist det, tog jeg i går linje 5A til Amager Bio for at høre Yes, et band, der både inspirerede Cameron Crowe til at lave alle tiders rockfilm Almost Famous og som var en af modellerne for Spinal Tap.

Deres virtuost konciperede og suverænt udførte fusion af britisk folkemusik, vestkystrock og ambience (før det hed det) stod i et par år for mig som selve idealet for en rockmusik, der ikke bare vil sige one-two-three-four. Siden gled vi fra hinanden, Yes og jeg. Det tænksomme blev til fortænkthed, progressiv rock blev et skældsord, og jeg fandt andre rockgræsgange.

Jeg har aldrig været til nostalgi, men ved godt, at der er et umætteligt marked for det derude. Så det var med blandede følelser, jeg sad der i bussen og med det samme spottede , at jeg ikke var alene på vej tilbage til dengang det var før. Man kan kende den slags gamle fans på deres grå hår, topmave, duknakkethed, lidt for nye skindjakker og rødvins-kinder.

Den nye inkarnation af Yes er i sig selv lidt af et drama. Forsangeren, komponisten og tekstforfatteren, den nu 65-årige Jon Anderson, har længe lidt seriøst af astma, og han fik et tilbagefald, lige før en planlagt 40 års jubilæumsturne skulle løbe af stablen. Nu har de i det band godt nok besunget universel harmoni til overflod, men indbyrdes har de altid skændtes, så det sang. Ja, på et tidspunkt fandtes der to konkurrerende udgaver af bandet. Det kan derfor ikke være kommet bag på Jon Anderson, at de to andre oprindelige medlemmer af bandet, Steve Howe og Chris Squire, ikke ville vente på, at bricanylen virkede.

Så de lod Anderson om at passe sin astma, mens Squire gik på Youtube og søgte under “Yes”. Der fandt han den unge sanger Benoit David, som i Canada har et Yes-kopi band ved navn Close to the edge. Ham ringede Squire op, og, surprise, han sagde ikke nej til at være vikar for Jon Anderson. Hvor svært kan det være? Eller rettere: Det burde have været sværere.

Benoit David er nemlig en lille svirrevip, som danser omkring som om han er på diskotek, og vokalt kun lige akkurat kan illudere Jon Andersons lyse stemme. David bliver let skinger i toppen, og lyder som det, han er: En efterligning. En dygtig choir boy, men helt uden den drømske dimension, Anderson tilførte sangene. Bedre blev det ikke af, at Oliver Wakeman betjente sine keyboards så blufærdigt og intetsigende uoriginalt, at jeg tog mig at savne hans flamboyante far, Rick. Det skal der ellers en del til.

Bag trommerne sad Alan White, som i sin tid, omkring 1973-74, afløste Bill Bruford i Yes. Han er kun lige fyldt 60, og skrev rockhistorie på John Lennons Instant Karma. Nu lyder han gammel, jasket og træt. Aldrig har jeg hørt en trommeslager bruge så mange trommer til så lidt. Kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg fornylig så 69-årige Alex Riel i Sebastians Dream Team, anderledes livfuld og præcis.

På den baggrund var der overladt lidt af læs at trække for Chris Squire og Steve Howe. Det lykkedes næsten. Howe spiller stadig ikke så godt fingerspil som han selv tror (og som vi troede, dengang vi ikke vidste bedre), men på elguitar er han bjergtagende original. Aftenens sande stjerne var dog Chris Squire. Ligesom Howe lignede han en tyndhåret parodi på en britisk heavyrocker, men hans basspil er i en klasse for sig. Fortællelystent, brutalt og poetisk, og hele tiden med øre for at bringe musikken videre. Og der var over ham en ro, som kun kan kaldes majestætisk. En naturlig autoritet lidt a la Neil Young. En mand, der ikke længere har noget at bevise og derfor gør netop dét.

Det var dog ikke nok til at få mig til at blive. Jeg gik en halv time før tid, men med sange som “And you and I” og “I’ve seen all good people” summende for mine aldrende ører. Selv vikarer kan ikke ødelægge et godt pensum.

Da jeg kom hjem, genfandt jeg et af de første stykker, jeg fik offentliggjort om rockmusik. Det er gudhjælpemig 35 år siden, men det handlede om Yes. Du kan læse det her og/eller høre de gamle plader, som findes i lækker digitaliseret fornyelse.

Interesserede kan finde aftenens sætliste her med kommentarer.