Nej, jeg har aldrig stået på en festival og stampet og skrålet i takt til Nephews Kraftwerk-teutonske tungrock, men har altid godt kunne se og høre meningen med Simon Kvamms projekt. Som netop altid har slået mig som netop dét – et projekt, en konstruktion. En dygtig og effektiv dekonstruktiv ajourføring af pulsen bag et band som Gnags, en slags mærkelig bagvendt intellektualisering af TV2 og Kliche.
Og så – hallo, hallo – udsætter Kvamm & co. min blaserthed for et frontalangreb med deres nye hjertebankende cd, Hjertestarter, en titel, der er valgt med præcision. Jeg har læst mig til, at nogen mener, at denne ‘nye’ inderlighed ikke klæder Nephew. Hende om det:-)
Dette er en ret tilfredsstillende plade. Bandet spiller som et band (med forankring i Rene Munk Thallunds imposante klaviaturer og Søren Arnholts alt andet end maskinelle trommer), og sangene giver sig tid til både eftertanke og dejlig ubetænksomhed af den slags, der ikke vil holdes nede, når kærligheden, dødsbevidstheden og livsviljen fremkaldes i et og samme spejlbillede.
Lyder det indviklet? Sådan er det faktisk ikke. Musikken er ganske ligetil. Ikke sangbar på den fadølsdumme facon, men så selvfølgelig som vejrtrækning. Kvamms karakteristiske anti-crooner-stemme draperes af raffinerede vokalharmonier, som konstant udfordres af instrumentalpassager, fulde af overraskende detaljer. Der får skrøbelighed til at spille effektivt op mod den bazooka-bastante rytmik, der også er Nephew (som på ‘Alt er synd’, der lyder, som hvis Rammstein var produceret af Brian Wilson).
Sangene handler om fravær, nærvær, mod og lidenskab – akserne i ethvert moderne parforhold. Titelsangen er en magtfuld åbner. Mødet med Vesterhavsnaturen blæser sangeren, “Simon Sortsyn”, omkuld og igennem: “Kom nu og blæs mig i gang”. Og der er brug for medvind i dette Danmark, hvor “alt er hårdt”, som det siges i sangen af samme navn. “Der kommer kraftedeme sten op ad jorden…” Eneste udvej indtil ‘Klokken 25′ er, at “vi ta’r på hinanden” og “ta’r vare på hinanden”. Og på sange som ‘Gå med dig’ og ‘De satans hæmninger’ varieres temaet, så det kommer til at handle om en anden form for afhængighed. Både effektivt og (selv)afslørende.
Kvamm er stadig den sidste konkretiske danske rockpoet, og rimer “stødtand” på ‘Letterman”, og klemmer lige lidt civilisationskritik ud mellem linjerne uden at mene noget i plakatstørrelse. Så meget mere virkning har linjer som “det er synd, Sandholmlejren har så lille en låge…”
Den crescendoakkumulerende ballade, ‘Søndagsbange’, er en skræmmende, smuk sang om, hvordan døden bestemt er noget at frygte. Desto vigtigere er det at se døden som et livstegn, desto vigtigere er det at leve. Og i ‘Åh Gud, jeg holder øje med dig’ sender Kvamm en særlig hilsen til Haraldsgade og omegn. Når han bli’r gammel, vil han ikke sidde på en mole. Næh, “når jeg bli’r gammel, så vil jeg håbe, jeg selv kan tørre min røv. Når jeg bli’r gammel, så vil jeg håbe, jeg ik’ har glemt det, hvis jeg er døv…” Og han vil indtrængende frabede sig at ende på “verdens uhyggeligste sted/det go’e gamle plejehjem.”
Jeg kan godt følge ham, men har altid følt mig betrygget af, at vi er nogle, der til den tid lader rocken flytte med. Så har vi den altid ved hånden, hjertestarteren.
Nephew: Hjertestarter. Producer: Carsten Heller. Copenhagen Records.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
