Nick Cave: Cohen med kant?

En del raske anmelderdrenge har altid haft det ambivalent med lykken. Den er god, når den rammer dem selv, men intet forekommer dem at være så kunstnerisk suspekt som netop lykken. Den er blank og kedelig som en søndag i kernefamiliens skød. Næh, så hellere en god gang rugende, mandig melankoli iblandet Gauloise-tilrøget weltschmerz og eksistenskrise.

Det er den slags, der kan få den verbale patos i omdrejninger. Seneste eksempel er den hjemlige modtagelse af Push the sky away, første album fra Nick Cave & The Bad Seeds efter mellemspillet med Grinderman og diverse soundtracks. Pladen er blevet rost til skyerne af et seksstjernet unisont anmelderkor.

Karaktertildelinger er altid et subjektivt skøn uanset hvor meget autoritet, man søger at indhylle dem i, så fred med det. Problemet med at give seks stjerner er vel snarere, hvad man gør næste gang noget er bedre. Det er en problemstilling, som daterer sig tilbage til dengang i 1976 Nadia Comaneci som den første ved OL scorede et ti-tal i gymnastik.

Push away the sky er ikke nogen dårlig plade. Men så god?

Cave har altid stået for mig som en slags Cohen med kant. Som melodiker har han altid været i sparehjørnet, men har kompenseret ved en indfølthed, som aldrig forfaldt til føleri. Sådan er det stadig her, hvor han stort set er holdt op med at skrive melodier eller i hvert fald kun skriver den samme hele vejen – et recitativ med en undertone som man enten kan finde rugende eller slet og ret privat og kedelig.

Sammen med Bad Seeds-kapelmesteren, multiinstrumentalisten Warren Ellis, har Cave været i overskudslageret fra deres samarbejde omkring filmmusik, og sammen med produceren Nick Launay fremkaldt en special farve i denne musik. Tusmørke snarere end daggry, og nu skal jeg nok holde op, for det er den slags, Caves musik forleder anmeldere til.

Bundlinjen er, at han som sanger synger med den der bluesmættede, sortladne intensitet, der hele tiden balancerer mellem det monotone og det dragende. De bedste numre på pladen er den bevægende selvmordssang, ‘Wide Lovely Eyes’, hvor temaet kun antydes, men med desto større effekt:

Through the tunnel and down to the sea
And on that pebble beach, your laces you untie
And arrange your shoes side by side
You wave and wave with your wide lovely eyes
Distant waves and waves of distant love
You wave and say goodbye

Og så ‘Higgs Boson Blues’, som er en slags road movie, hvor både Hannah Montana, Robert Johnson, Djævlen og Dylan spiller en rolle, og hvor musikken lyder som et ekko af ‘Ballad Of A Thin Man’ med Nick Cave som alt andet end Mr. Jones.

Tilbage bliver en stille undren over, at så godt et band som The Bad Seeds bliver brugt til så lidt, men også dét er der selvfølgelig en vis stil over.

Nick Cave & The Bad Seeds: Push the sky away. Producer: Nick Launay. Bad Seed Ltd/Playground

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK