Nils Lofgren glædeligt genhørt
Genhøret med Harvest fik mig til at gå på genopdagelse i bagkataloget hos manden, der spillede klaveret på After The Gold Rush – Nils Lofgren.
Og jeg starter og slutter altid med hans solodebut, Nils Lofgren. Efter at have givet sit rockende bidrag til den amerikanske popsangskat med bandet Grin, var anmelderforventningerne høje til Lofgrens debut i 1975.
De blev ikke skuffet, men pladen var ikke noget hit der i discoland. Til gengæld var den fuld af overskud, spilleglæde og sange, der lever længere end hitlisterne.
Lofgren spiller selv guitarer og klaver, og bliver akkompagneret af elbassisten Wornell Jones og den engelske trommeslager Aynsley Dunbar. De fylder mere end en trio, men har samtidig en minimalistisk tilgang til sangene, som giver albummet en ind-til-benet stringens.
Lofgren synger med samme nerve som han spiller guitar. Hans hyldest til forbilledet Keith Richards, ‘Keith Don’t Go’, er en miniklassiker, og balladen ‘The Sun Hasn’t Set On This Boy Yet’ kunne være skrevet af Elton John – det er en ros. Hans opdatering af ‘Goin’ Back’ er et mønstereksempel på, hvordan den sang skal skæres.
Nils Lofgren har som bekendt siden lavet en lang række plader og spillet (og sprunget trampolin) hos Springsteen, men dette er hans stjernestund.
Pladen genudsendtes i 1997 i en superb, digital restaurering af Hip-o-select.
jeg gør venligst opmærksom på at hip-o-select udgaven kom i 2007 og ikke i 1997.
der kom ganske vis en udgave i 1990´erne, men det var på ryko-disc, og kvaliteten var ikke nær den samme som 2007 udgaven.
i øvrigt tak, for anmeldelsen. den har fået mig til at genanskaffe pladen på cd