Nirvana’s Nevermind 20 år efter

I morgen for 20 år siden udkom Seattle-bandet Nirvanas andet album i USA. Årsdagen er allerede blevet markeret vidt og bredt, bl.a. i GAFFA, som på nettet over 21 afsnit har udfoldet gruppens historie og skæbne i almindelighed og Kurt Cobains i særdeleshed. Kvaliteten i GAFFA’s grundighed ufortalt er det nok lige overvurderende nok. Havde man beskrevet pladen og bandet så udførligt, hvis Cobain havde været i live i dag?

Men igen: Forskellige generationer, forskellige ikoner.

Naturligvis forbigår pladebranchen ikke muligheden for at tjene lidt ekstra, så Nevermind kan fås i diverse luksusindpakninger, alt efter tegnebog og temperament, men tilbage står sandheden i den gamle P.P. Arnold-sang: The first cut is the deepest.

TI MINUTTER efter at det sidste nummer på Nirvanas gennembrudsalbum er slut, gemmer der sig på nogle af originalcd’erne – men ikke dem alle – endnu en sang, eller hvad man nu skal kalde det gutturale, halvkvalte primalskrig, der bryder den digitale tavshed som en svært dechifrerbar stemme fra fremtiden. Det er Kurt Cobain, der kalder jorden. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er indspillet længe før, han kom med i Døde Rockstjerners Æresloge, men det er tanke- og gruopvækkende at høre ham her, som en forpint sjæl, der prøver at bilde sig/os ind, at det er bedre at være død end levende:

Silence Here I am Here I am Silent

Bright and clear It’s what I am
I have
Died

uhhhh uhhhh uhhhh uhhhh

Death
With violence Excitment Right here

Died
Go to hell Here I am Right here

Og Kurt Cobain er stadig lige her. Og han har aldrig været så levende, som efter at han en af de første aprildage i 1994 hjemme i Seattle tog sit Remington haglgevær, rettede det mod sin åbne mund og pådrog sig det, der i dødsattesten hedder et dødbringende »selfinflicted shotgun wound«. I dag bugner Internettet, dette perfekte drivhus for konspirationsteorier, af alle slags mere og navnlig mindre troværdige bevisførelser for, at han, den nybagte far, da umuligt kunne finde på at slå  sig selv ihjel, og at hans Yoko Ono, den senere meget lidt selvudslettende celebrity-sanger Courtney Love, nok havde en finger med i spillet, og så videre og så videre.

Det fører for vidt at komme ind på teorierne her, men nogle af dem har været interessante nok til hele bøger og dokumentarfilm. F.eks. drages ægtheden af hans måske lidt for selviscenesættende afskedsbrev i tvivl. Heri takker han sit publikum; undskylder, at han ikke længere føler nogen begejstring ved at spille, erklærer sin kærlighed til sin »gudinde af en kone« og sit barn, kalder sig selv en »miserable, selfdestructive, death rocker« og beder os så have ham undskyldt med slutordene, taget fra Neil Youngs credo, »it’s better to burn out than it is to rust …« Omvendt er brevet absolut ikke skrevet med skønskrift.

Tilbage bliver mindst fire kendsgerninger: Kurt Cobain var maniodepressiv. Han var heroinmisbruger og havde overdoseret næsten fatalt et par gange, senest i Rom en lille måned før. Han havde forsøgt selvmord et par gange, men var blevet ’reddet’ på stregen. Og så musikken.

I DAG ER det næsten umuligt at høre Nevermind uhildet. Det blev en plade, der blev lydspor til den såkaldte Generation X, og gav den sin søjlehelgen, der næsten kunne måle sig med 60’er-afguder som Jim Morrison, og som banede vejen for grunge-giganter som Pearl Jam samt ikke mindst: Flyttede grænserne afgørende for, hvad der er mainstream.

Det skete via MTV, som kørte videoen for ‘Smells Like Teenspirit’ i heavy rotation, fordi døgnmusikkanalen som lige dele produktudvikling og langsigtet overlevelseskamp måtte og skulle ind på livet af et segment, som ikke havde så entydige og gennemskuelige livsværdier som markedsanalytikerne – og annoncørerne – kunne ønske sig:

Mainstream blev efter Nirvana ikke så meget et spørgsmål om lyd eller smag, men mere om man udgav sine plader på et lille, uafhængigt selskab med et hullet distributionsnet (ak ja, det var før download og internet) eller via en af de store, logistisk veltrimmede koncerner, der op gennem 90’erne blev stadig mere globale. Og, ak ja, absolut ikke lignede nogen, der havde fremtiden bag sig.

Nevermind blev det andet album fra Nirvana (link til udførligt Wiki-opslag), og det første på et stort selskab, ledet af poprock-mogulen David Geffen, der nok kunne genkende en frynset hippievest, hvis han så den, men meget længe havde bevæget sig rundt på direktionsgangene i habit.

Han og hans folk var imidlertid mere opmærksomme end fordommene tror. Og de var lydhøre over for den støj, der begyndte at komme fra det nordvestlige hjørne af USA. Nærmere bestemt Seattle, Washington, hvor collegeradiostationerne havde gjort navne som Soundgarden til nye, usandsynlige hits. Et demobånd med seks numre udløste derfor 287.000 dollars i forskud til en trio, bestående af skilsmissebarnet Kurt Cobain, der indtil for nylig havde boet hos sin mor i en camper, den kroatisk fødte bassist Krist Novoselic og den nytilkomne trommeslager Dave Grohl.

De lignede i deres småfedtede, uredte hverdagsalmindelighed ikke rockstjerner, men i den nære fremtid skulle rockstjernerne komme til at ligne dem. Og stylister og modedesignere verden over måtte revidere deres opfattelse af, hvad der så godt ud. Strithår og hængerøv blev pludselig in – igen.

Det er ikke til at vide, om Nirvana var blevet et verdensnavn uden MTV eller Geffens gehør, men skiftet til større forhold betød ikke en udtynding af energien. Snarere tværtimod. Den bedre økonomi gav større frihed, og hvis man hører til dem, der hylder teorien om at småt altid er godt, skulle man gøre sig selv den tjeneste at spille Nirvanas debutalbum Bleech lige efter Nevermind. Vel har enhver kladde sine kvaliteter, men det er i rentegningen holdbarheden afslører sig.

Der går rygter om, at produceren Butch Vig benyttede sig af den dengang nymodens sampling til yderligere at accentuere guitarer og trommer, men alligevel: Ikke siden Cream og Jimi Hendrix Experience har en trio demonstreret så uafviselig en sammenhængskraft. Selv om Nirvana begyndte som kopiorkester, er deres sange måske ikke så melodisk tilgængelige, men Cobain spiller en primitiv, anti-virtuos, feedback-fyldt guitar, der ikke tager nej for et svar, og i hele sin tilgang afslører Cobain, at han oprindeligt spillede trommer. Bag ham holder bas og trommer fast i gulvet, som hvis Black Sabbath og Black Flag havde fusioneret i en Led Zeppelin-kopigruppe. Det er med andre ord tungt, men aldrig tyngende.

Punkens energi er åbenbar, men opsluges ikke i et sort hul. Fremdriften er kolossal, og udligner generationsforskellene. Den storladne åbning ’Smells Like Teen Spirit’ er Nirvanas ’My Generation’, men Cobain er sådan set ligeglad med forældregenerationen. De får til nød fingeren i kraft af selve lyden. Han tegner et dystert billede af unge, der ikke har noget at tro på:

Load up on guns and bring your friends
It’s fun to lose and to pretend
She’s overbored and self assured
Oh no, I know a dirty word Hello, hello, hello, how low?

OGSÅ DE efterfølgende sange, ’Bloom’ og den meget melodiske ’Come As You Are’, fremkalder billeder af relationer, der ikke bliver fulgt til dørs, forhold, der fiser ud, kontakt, som ingen kæmper for at opretholde. Sange om folk i et tomrum, fyldt med angst og egoisme, men også med et desperat behov for at knytte sig nærmere:

Come dowsed in mud, soaked in bleach As I want you to be
As a trend, as a friend, as an old memory And I swear that I don’t have a gun

No, I don’t have a gun

På ’Lithium’, en sang, der kunne have været skrevet af Pete Townshend, finder hovedpersonen lykken, insisterende og besværgende understreget af det centnertunge akkompagnement. Og Gud er ikke langt væk. Han er lige derinde i det splintrede spejl:

I’m so happy because today
I’ve found my friends …

They’re in my head
I’m so ugly, but that’s okay, ’cause so are you … We’ve broken our mirrors

Sunday morning is everyday for all I care … And I’m not scared
Light my candles in a daze …
‘Cause I’ve found god yeah, yeah, yeah

Til sidst er vi alle alene. Og på cd’ens coda, ’Something In The Way’, sættes el-guitaren næsten på stand by, og til tonerne af en elegisk cello fremkalder Nirvana et futuristisk rædselsbillede af et menneske, der gemmer sig, måske for sig selv, i hvert fald for andre, men overlever:

Underneath the bridge
The tarp has sprung a leak
And the animals I’ve trapped have all become my pets

And I’m living off of grass
And the drippings from the ceiling But it’s ok to eat fish
‘Cause they don’t have any feelings

Something in the way …

Eller gør han?

PS: Fotografen Kirk Weddle skød i Pasadena en række film fra et babysvømningshold. Babyen på billedet er den to måneder gamle Spencer Elden på sit livs første svømmetur. Han, og hans forældre, fik ingen penge for indsatsen, men hjemme hos Spencer hænger i dag en platin-plade for Nevermind (I september 2001 skød Weddle en ny version af coveret med en nu ti år ældre Elden til Rolling Stone’s 10 års-mindenummer for Nevermind). For at være på forkant med pladeselskabets eventuelle indvendinger blev der i sin tid fremstillet et alternativt cover med tissemanden bortretoucheret. Hvis det var endt med at være coveret, forestillede Cobain sig, at pladen skulle forsynes med en sticker med ordene: »If you’re offended by this you must be a closet paedophile.«