Nonnen, sømanden og Giro 413

Kultureliten har altid haft det svært med det, vi forkorter ’folkelig musik’. Den har smagsdommere altid taget lige så akavet på som nonnen om sømandens. Med frygt, fascination og snerpet foragt. Giro 413 er fyldt 60, og det gav på DR2 lørdag anledning til en lidt for lang temaaften, der søgte at balancere mellem kulturhistorie eller reklame. DR2? Hvorfor ikke i prime time på DR1, hvor de fleste Giro 413-lyttere vel ser med, i stedet for at blive et kuriøst indslag, når klogelogen skal demonstrere æstetisk overbærenhed i konsensuskulturens navn?

Indkaldt som kulturradikalismens modstræbende nestor var Klaus Rifbjerg, som i 1958 i essayet ’Den nye pest’ havde erklæret, at »sentimentaliteten er den frygteligste snylter, der endnu er plantet på vor sundhed«. Den unge hedspore fik dengang åndenød af al den forlorenhed i Giro 413, hvor den hvide måge svævede over den gamle gartners hvide syrener, mens den gode smag blev saboteret af varmekaffe og Bror Kalles kapel. I dag synes Rifbjerg, at »folk skal have lov at have deres stueplanter i fred«.

Det samme syntes Povl Dissing, Birthe Kjær, Keld & Hilda Heick og Lars Lilholt, som var nogle af advokaterne for Giro 413, suppleret af populærmusikforskeren Henrik Smith-Sivertsen, som kan tage om folkelig musik uden at rødme eller fnyse. Stærkeste bevis på programmets holdbarhed var dog værten gennem 15 år, Margaret Lindhardt. Hun kan simpelthen lide sit arbejde. Den slags mennesker brænder altid igennem. Både i radioen og på skærmen.

Hun har respekt for den del af dansk musiksmag, som er de flestes, den, der, som hun siger, skaber humør og glæde. Musik for de mange, der ikke følger med i københavneranmeldernes mesterværkskåring af denne eller hin indie-udgivelse. Som Smith-Sivertsen tørt mindede om, så solgte ’Ved landsbyens gadekær’ med Keld & The Donkeys i sin tid mere end The Beatles, men selv om Lindhardt forsøger at forynge Giro 413s musikprofil, fordi programmet ellers vil lide døden som »et nostalgisk museum«, er det stadig bedst, når det er luftigt som citronfromage og ikke mere krydret end grydestegt kylling med hjemmelavet agurkesalat.

Nostalgi kan være en livsnødvendighed.

Denne tv-anmeldelse står at læse i dagens Politiken.