Ny filmvært søger instruktør

Kommentarer slået fra

På Gl. Kongevej støder man tit på Ole Michelsen. Hver gang slår det mig, i hvor høj grad stilen er manden og manden er stilen. Et helt menneske med andre ord. Han forbliver den rankt spadserende inkarnation af Bogart, programmet, hvor han intelligent, underspillet og med noget så gammeldags som kærlig respekt for mediet formidlede film og meninger om samme, så alle senere tiltag i den retning måles op mod ham.

Han var krukket, ja, men som bekendt går der ikke skår af en solid krukke.

Jeg ved ikke, hvad Maria Månson er – ud over så koket ungdommelig og begejstret over at være på, at det halve er mere end rigeligt i DR K’s ’Filmselskabet’, der havde premiere torsdag.

Tag bare det indledende juhu-udråb over at være blevet vært for et nyt filmmagasin, som skal handle om »alle de lækre film og alle lortefilm,« som hun udtrykte det.

I sin opbygning er ’Filmselskabet’ såre traditionelt: Fotogen vært i kunstlet lys viser klip fra film, som hun giver karakter, afvekslende med besøg af mere eller mindre indlysende gæster. Det grafisk fornyende er, at når en skuespiller eller filmtitel nævnes, blæses bogstaverne op i kongen-er-død-versaler. Den effekt reduceres hurtigt til trættende maner.

Efterhånden har karaktergivning udartet sig til en blokbogstaveret erstatning for argumentation. Derfor øger det i min (karakter)bog troværdigheden og autoriteten, hvis den, der giver karakter, selv besidder en sådan.

Det ved jeg ikke om Maria Månson gør, for hun lanceres som en nørdekæk, kastanjefarvet Ane Cortzen. Samme gestik, samme diktion, men uden samme vid endsige fiffige selvironi.

Hendes ordforråd går måske rent hjem hos vennerne, når hun opdaterer sin væg, men på skærmen render hun hurtigt mod en mur. Ikke mindst fordi hun ikke kerer sig om præcision i ordvalget. Vurderinger som »sindssygt godt,« »superfedt«, »skidefedt«, »et sindssygt line-up af skuespillere« og den mest avancerede »what’s not to like« gør jo enhver til anmelder.

Heldigvis havde Maria Månson besøg af den begavede og charmerende misantrop, Ole Bornedal, som jordede en film ved at tale om, at den havde fået ham til at tænke over, hvor dyrebart hvert sekund af livet er. Og så definerede han i tre ord, hvad der skulle til for at lave (film)kunst – dannelse, klogskab og talent.

De tre ingredienser burde også være råstof i et filmmagasin på tv. Indtil videre har vi i selskab med Maria Månson fået et program, der er så forhippet på at være moderne, at det bare ender med at være tidstypisk.

Filmselskabet sendes torsdag på DR K.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top