Olesen & Lunds nordiske blues
Jeg har altid godt kunnet lide Peter H. Olesen for den måde, han ikke kan lide sig selv på. Hans kortprosastykker, Korrekturlæseren, en nøgleroman om egen navle og misantropi, er i bogstaveligste forstand min yndlingslokumslæsning. Det har min kone mere end en gang kommenteret på.
Og med broderen Henrik blev det til syv kritikerroste, men alt for publikumsignorerede plader som Olesen-Olesen. Samarbejdet sluttede i 2007 med dobbeltalbummet med den fortolkningssvangre titel Kain og Abel, hvor brødrene – næsten – havde delt cd’erne mellem sig.
På Peters halvdel fandt man sangen ‘Jeg har valgt at være ulykkelig’, hvor sangeren erkender at have spildt sit talent. Mere indædt end ironisk. Og på recitationen ‘Til de efterladte’ ønsker han sig bisat til tonerne af ‘Purple Haze’: “Det vil ligge lige på grænsen af det patetiske og passe mig fint.“
Det sidste må være ment ironisk, for patos er måske nok en ambition for Peter H. Olesen, men her kommer ægtheden og trangen til at udfordre den indre isolationist ham i vejen. Det må sikkert irritere krakileren i ham. Til gengæld lyder han i i sit nye samarbejde med den diskrete, men distinkte tonemester Michael Lund så afklaret og illusionsløs, men ikke desillusioneret, at det bliver mærkeligt livsbekræftende. Og bundløst smukt på samme sørgmodige måde som en af Svantes viser eller et af Nordbrandts digte fra det græske øhav.
Sammen kalder de sig De efterladte. Og debutalbummet Traditionen Utro.
Kort sagt: Det er en rigtig god og givende plade.
Længere udtrykt: Man kan indvende, som jeg har læst en anmelder gøre det, at det er småt med melodierne. Det er det også hos Lou Reed, Allan Olsen og Niels Skousen for nu at nævne nogle af dem, Olesen & Lund må have plader med derhjemme, så det lever vi med. Faktisk er den bedste sangs bærende melodiske figur lånt fra Dylans ‘If Not For You.’ Til gengæld handler sangen om at have længslen som sin bedste ven og om at glemme sig selv “ved at gå nedenom og hjem”.
Og til de, der beskylder Olesen for kun at krukke med sin melankoli, svarer han i sangen ‘Mit sortsyn’: “Min sortsyn er ikke en hobby eller tidsfordriv. Mit sortsyn har været en stalker hele mit liv…” Og i parallelsangen hedder det “mit lyssyn er et lyn/et glimt af glæde der slår ned/et uventet opkald, en glemt ven/der lægger en besked.”
Peter H. Olesen aflytter til gengæld tilsyneladende sjældent sin telefonsvarer. Ja, spørgmålet er, om stikket overhovedet i. Som det hedder i indledningssangen: “Jeg synger ikke for alle og enhver/jeg er en gråspurv, ingen stær/jeg synger mest for mig selv/Jeg synger ikke for at skabe håb/min sang er ikke et fortvivlet råb/jeg synger mest om tvivlen selv…”
Tonelejet, både det sproglige og det musikalske, er, som antydet, ikke ukendt, men den side af sagen er for Peter H. Olesen en ren tilståelsessag: “Den nye sang er en gammel sang/måske med et twist/traditionen er et gammel træ/og min sang er kun en kvist…”
Nogle af ordene på pladen er genbrug fra sidste års digtsamling Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland, som udkom samtidig med den lige så minimalistisk fuldendte bog Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne. De numre er til gengæld pladens svageste, fordi sangeren lyder lidt for meget som Dan Turèlls spøgelse i stereo.
Pyha, så lykkedes det mig alligevel at kritisere pladen for et eller andet. Man skulle jo nødig efterlade De efterladte i noget, der kunne forveksles med godt humør.
Alt i alt – og det er ret meget, selv om det ikke lyder sådan – nordisk og jordisk blues, der ikke bør skjules.
De efterladte: Traditionen utro. Producere: Peter H. Olesen & Michael Lund. Melodika/Target.
Læs GAFFA-interview her.
Pladen fås bl.a. her.
PR-foto: Jesper Seneca.
