Onkel Bobs billeder revisited

Kommentarer slået fra

Jeg ved ikke, om du kender det, det der med, at der var denne eller hin udstilling/film/teaterforestilling etc, som du satte kryds ved i den mentale kalender. Da du så nåede frem til den, var den taget af plakaten. Nå, det kender du godt…

Mit seneste eksempel er udstillingen på Statens Museum for Kunst med Bob Dylans brasiliansk inspirerede malerier, The Brazil series. I takt med at anmeldelserne blev mere og mere lunkne og jeg havde taget billederne i øjesyn via nettet kølnedes min interesse, og pludselig var udstillingen vist taget ned.

Det var den så ikke alligevel. Blot forlænget, så i går troppede jeg op på det femstjernede museum sammen med familien. Det var jeg glad for, at jeg gjorde.

Okay, Onkel Bob er ikke verdens mest uomgængelige billedkunster, sådan rent teknisk. Det har jeg i hvert fald læst mig til, men målt med f.eks. Ulf Lundell er han Rembrandt.

Lige siden Dylan malede forsiden til debutalbummet med The Band har jeg holdt af hans farveglade, naivistiske streg. Han virker så glad for at male, at det bøder på ubehjælpsomheden. Og så har han jo hele mytologien om sig selv med på paletten.

Udstillingen på SMK, blandt venner, er inspireret af ophold i blandt andet Brasilien. Cezanne er en tydelig inspiration. Og Dylan er klart dårligst til at male mennesker. Faktisk er noget af det så amatøragtigt, at man ville grine af det i forbifarten, hvis det stod på Piazza Navona til 50 euro pr. skilderi.

Nu hænger det så der, i et egnet rum, og er meget tilstedeværende. Farverne er righoldige og støvede. Og han vil helt klart fortælle os noget. Noget om passion, noget om dødelighed.

Jeg kunne godt finde på at gå derhen igen inden sidstedagen den 10. april. Som en slags besværgelse købte jeg bogen omkring projektet. Den er – næsten – som at være der selv. Og der er godt med kloge kuratorord i den.

Den slags er Dylan ikke meget for. Som der står på væggen: “Hvis jeg kunne have udtrykt det samme i en sang, havde jeg nok skrevet sådan en istedet…”

Da jeg læste de ord, kom jeg til at tænke på en Dylan-sang, der for mig altid har foldet sig ud som et maleri:

Oh, the streets of Rome are filled with rubble
Ancient footprints are everywhere
You can almost think that you’re seein’ double
On a cold, dark night on the Spanish Stairs
Got to hurry on back to my hotel room
Where I’ve got me a date with Botticelli’s niece
She promised that she’d be right there with me
When I paint my masterpiece

Illustration: Bob Dylan – Favela Villa Broncos. Foto: SMK Foto

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top