Onkel Lennys gamle ideer
30. januar 2012 //
Kanonisering kan være et tveægget sværd. Tag f.eks. den 77-årige Leonard Cohen, som i dag udsender Old ideas, hans bare tolvte studiealbum siden debut-lp’en i 1968. Værdigheden, eksklusiviteten og ulysten til at søge berømmelsen har sammen med en gennemført stilsans og en musikalsk kontinuitet og konsistens gjort den i virkeligheden ret elitære canadiske digtersanger poppopulær.
Det er, hvad det er, og respekt for det, men mere tankevækkende (og irriterende) er det, at Cohen af anmelderne er gjort nærmest uangribelig. Han fremstilles som en vismand, og skriver da klart tekster langt over gennemsnittet, men det er på den anden side nemt at være klog i en branche, der i ramme alvor forfremmer en parentes som Kidd til en overskrift.
Cohen-hyldesten er ærbødig og unison, alene foromtalerne af hans nye album beslaglægger dobbeltopslag i morgenaviserne, og stjerner drysses gavmildt, selv fra anmeldere, som ellers indbyrdes er vidt forskellige og i nogle tilfælde har skabt sig en karriere som professionelle idiosynkrater. Alle kan de lide Onkel Lenny. Og det i en grad, så det nærmest vil have karakter af helligbrøde ikke at istemme jubelkoret.
Inden jeg mener noget om Cohens nye gamle ideer er det derfor måske på sin plads med et par linjer om Lenny og mig.
De første Cohen-plader er for mig noget med stearinlys i bastflasker, madrasser på gulvet, røgelsespinde og piger, der svømmede hen. Ikke i mine arme, men i Cohens malmfulde stemme, der sang bomuldstrusserne af kollektivets smukkeste og derfor naturligvis mest utilnærmelige kvinder. Han ramte dem lige i det g-punkt, hvis eksistens vist stadig er omstridt. Jeg forstod det ikke. Jeg kunne bedre lide Tom Rapp, når det skulle være ovre i den retning.
Jeg hørte i Cohen en mand, der ikke kunne synge, men var god til at deklamere. En mand, der ikke kunne skrive en melodi, men til gengæld masserede den ene, han havde skrevet, så den nærmest blev tyndslidt. Og så var der over hans sange noget psalmisk salvelsesfuldt, der gjorde ungsocialisten i mig allergisk. Og jeg gik ellers for at være en følsom sjæl, der selv tumlede med at skrive vers med og uden rim.
Siden lærte jeg at holde behersket af Cohen, selv om jeg altid har syntes, at kedsomheden truede i hans musik. Og jo, han fik lært at skrive mere end en sang, og han blev bedre til at variere udtrykket. Og da den dengang unge digter, Bo Green Jensen, afleverede et langt, men indsigtsfuldt essay om Cohen til et tidsskrift, jeg redigerede, fattede jeg nogle pointer. Cohen fik min respekt, ikke mindst for sin kompromisløshed, men aldrig min kærlighed. Han var nu nok ligeglad.
Old ideas er vintage Cohen. Det er forbløffende så lidt musikalsk udvikling, hans udtryk har undergået. Eller sagt lidt uhøvisk: Her er en mand, der holder mere og mere fast i udgangspunktet jo nærmere han kommer slutpunktet. Til gengæld har årene forlenet Onkel Lenny med udsøgt selvironi. Den er klædelig som de Armani-habitter, han bærer.
I åbningssangen ’Going Home’ portrætterer han sit alter ego som »a lazy bastard living in a suit.« Og ser frem til at komme hjem, komme i mål og hænge habitten på samme bøjle som de byrder, han har båret gennem årene. Det er en meget smuk, gospelbeslægtet sang om at forsone sig med sin alder. Samme tema udspilles på den efterfølgende, næsten identiske ’Amen’ og på den ret dylanske ’Darkness’ filosoferer han over kærlighedens pris: »You were young and it was summer/I just had to take a dive/winning you was easy/but darkness was the prize…« Det kan være dyrekøbt at være gammel libertiner…
Disse tre sange er pladens bedste. Resten er vel ikke dårlige, men heller ikke ren zen. Cohen synger efterhånden så dybt, at han sagtens kunne parodiere Barry White, hvis denne var akkompagneret af Jan Johansson. Det skulle i så fald være med disco-kuglen slukket.
Med andre ord: Lidt for tit ender musikken med at lyde som en slags avanceret musak midtvejs mellem apati og afklaring, twistet med en ikke alt for gennemtrængende melankoli. En svanesang, men ikke for fulde gardiner.
Visse vasse, vrisser min kone og skruer op, så hun ikke er til at råbe op.
Leonard Cohen: Old Ideas. Producere: L. & Patrick Cohen m. Anjani Thomas, Ed Sanders og Dino Soldo. Sony Music. Udkommer i dag.
PS: Før jul udkom det prisbillige bokssæt The Complete Studio Albums Collection. Det er faktisk ret frugtbart at foretage strejftog i, fra Suzanne til Dear Heather og retur via Manhattan. Her kan man høre, hvorfor Leonard er en levende legende.
PR-foto: Sony
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
Interessant kronik, omend jeg hverken blev klogere på Cohen som person, eller på hans musik! Mon ikke problemet med Cohen (og Dylan, for den sags skyld) er at vi har at gøre med en personligheder som er så store og uudgrundelige, at enten bliver man suget ind i deres univers eller også står man udenfor som tilskuer, og undrer sig over virakken. At de tillægges gude- og vismands-status tror jeg skyldes at der nok ikke findes andre ord som dækker bedre over deres ufattelige storhed. Det skal lige siges at selv om f. eks. Dylan og Cohen nok er nogen af de største musikalske personligheder som nogensinde har levet, betyder det ikke nødvendigvis at de er guder, når det gælder personlighed. F. eks. tror jeg at Dylan ofte er et dumt svin, som gerne ofrer familie og venner for at forfølge sin musikalske mål! I hans verden er den kun plads til en!…Ham selv!
PS: Old Idea får fem stjerner. Den er ikke perfekt, kun næsten!