Øvigs overdosis af Thy

Kommentarer slået fra

Peter Øvig er tilbage i Thy. Det er dag 33 efter starten på Det ny Samfunds sommerlejr i 1970, og det går ikke så godt grænsende til småskidt. Og det bliver værre endnu. Ikke med Øvigs fortællemotor, den kører så støt og tunet som i første bind af Hippie, der kom for et år siden, men på markerne ved Frøstrup er drømmene om en mere kollektiv fremtid begyndte at lugte afsvedent.

Tyverierne i lejren tager til. Både af de soveposer, der bliver mere og mere brug for i de råkolde telte, hvor tænderklapren høres tydeligere end fredsommelig snorken, og af købmandsvarerne fra lejrens supermarked. Plus det løse. Og magtkampen mellem Henning Prins, kongen af Thy, og kunstneren Peter Louis-Jensen spidser til i krydsfeltet mellem selvmodsigende anarki og det, Prins-kritikerne kalder ‘law and order’. Den ender med, at Prins abdicerer og går i frivilligt eksil i København, mens den nye konge alligevel ikke har mod nok til at påtage sig et ansvar for det kaos, han efter sigende har fremkaldt. Tronen står tom, men intrigerne ved det uerklærede hof ligner noget af Shakespeare.

Spørgsmålet er stadig om de to og den kamp virkelig fyldte så meget dengang for andre end dem selv og deres nærmeste? Jeg var en af de 15.-20.000 gennemfartsgæster hin sommer, og anede ikke hvem d’herrer var endsige så ud. Jeg deltog ikke i fællesmøderne, det var jeg bestemt ikke alene om, og jeg havde mere end travlt med at forsøge at komme i Elsebeths hjemmefarvede bomuldstrusser - heller ikke det var jeg ene om. Jeg forstår til fulde, hvad Bjørn Nørgaard mente, når han i bogen citeres for det synftige udsagn om, at deroppe var “alt hvad der gav fisse … politisk korrekt.”

Andet bind af Hippie har undertitlen “den sidste sommer”, og følger fortælleteknisk samme model som etteren. Med afstikkere tilbage i tiden forsøger Øvig at redegøre for, hvorfor tingene går som de går i 1970. Han skriver ikke, som om han er træt af sit stof, og han har en misundelsesværdig evne til at fremkalde billeder uden at dænge sproget til med tillægsord. Og formår at give et godt indtryk af, hvor ømme både følelserne og de sandalomsluttede tæer var hos nogle af ad hoc-landliggerne nordenfjords.

Som man kan se er bogens forside denne gang mørktonet, fordi Øvigs erklærede mål er at beskrive de sorte sider af lejren og tiden.

Den kjortelklædte mand er Provo-Knud, ham, om hvem Niels Skousen året efter sang, at han kom vist lidt for langt ud. Provo-Knud endte med at dræbe en af sine venner. Et udråbstegn i synet på alle os, der ved koncerter både i Thy og ‘hjemme’ i Fælledparken eller det kortlivede Galleri 101 i Store Kongensgade højlydt havde moret os over denne lsd-trippende landsbytosse, der altid ville klæde sig nøgen uden at nogen af den grund evnede at se hans sår.

Øvig giver en stærk, rystende og empatisk skildring, og lader Knud stå som eksempel på de alt for mange, der brændte sig på sjælen, fordi de tog drømmen om det nye samfund alvorligt. Som forsidepigen fra første bind af Hippie, den genfundne Merete, i dag siger i et appendix: “Hippietiden har trukket meget lange spor af sorg op til i dag.”

Merete er en af de alt for få menige deltagere i denne feriekoloni for weekendhippier, der får ordet i bogen, som denne gang har alt for lidt om hverdagen i teltene og på markerne. Måske fordi der ikke er så meget mere at tilføje, for så spændende var det heller ikke (jeg husker stadig Greil Marcus’ ord om Woodstock: “Midt i alt det fantastiske skal man ikke glemme, hvor kedelig den weekend også var i lange stræk”), men måske også fordi det virker som om det er researchen, der har styret forfatteren og ikke omvendt.

Peter Øvig Knudsen (og hans lille hold) må have indhentet uoverskuelige mængder af materiale; alt sammen for at kunne se Thylejren i et samtidshistorisk perspektiv. Det hele hang sammen, synes Øvig at mene. Og selv det, der dengang virkede tilfældigt, virker nu som del af en nærmest skæbnefastsat plan.

Derfor forlener han Thylejren med en symbolbetydning, der forekommer mig overvurderet. Og som de mest indflydelsesrige aktører iscenesætter han avantgardemiljøet omkring kunstnerkollektivet Eks-skolen. Udover Peter Louis-Jensen, fortællingens spielverderber og skurk, fremstilles det som om Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard var blandt de åndelige faddere.

Nu har 68′erne jo ikke patent på sandheden, heller ikke om deres tid, så unge Øvig må for mig mene, hvad han vil, men set fra mit menige barfodsståsted omkring Minefeltet og Storkespringvandet tager han helt fejl her. Og han reducerer igen musikken og musikmiljøet til rent lydspor. Jeg mener ellers at kunne huske, at beatmusikken dengang fungerede som andet end baggrundsstøj… Til gengæld får han lejlighed til at genoplive nogle ret morsomme historier fra dengang den i dag ordensbehængte hofkunstner Nørgaard ikke alene puttede hestedele på syltetøjsglas, men lavede majestætsfornærmende kunst. Og så giver det billedredaktørerne lejlighed til igen-igen at vise kunstnerens smækre kunstnerkone ophængt i den såkaldte kneppemaskine.

Ud af en tangent kører også historien om Peter Louis-Jensen og hans baggrund. Hans far, søofficeren, begik selvmord, fordi han ikke magtede at håndtere Klaksvig-affæren, og så får vi lige den genopfrisket en detail. På samme måde puster Øvig med dygtig brug af suspense besættelsen af Hjardemål Kirke op til at blive et kultursammenstød mellem egnens gudsfrygtige beboere og så en livsstil, de ikke accepterer. I virkeligheden var der bare tale om en parentes i danmarkshistorien, der gav aviserne gode billeder af rasende fiskere vs. forvirrede hippier, der i total ideologisk tåge ville bruge kirkestormen til at gøre opmærksom på Vietnam-krigen – så sent som i denne uge kunne man i Politiken læse Peter Louis-Jensens daværende kone gentage den tese.

Apropos Peter Louis-Jensens påståede betydning er det tankevækkende, at et tjek i avisens arkiv viser, at der ikke stod en stavelse om hverken Thylejren eller Hjardemål Kirke i den nekrolog, der i 1999 blev bragt i Information – avisen, der ellers var ungdomsoprørets hoforgan og dèt i en grad, så Niels Ufer, en af den uafhængige avis’ journalister, i sommeren 1970 samtidig var uofficiel talsmand for lejren… et tidligt eksempel på tværmedialitet!

Andre steder, hvor man føler trang til at råbe om der er en redaktionssekretær til stede, er omtalen af Jimi Hendrix’ sidste koncert i Århus, den intetsigende opsporing i Litauen af ‘profet’ Harald Olsen og marginalhistorien om den pige- og hashglade charlatan Karl Eskelund.

Til slut flyder det hele sammen og svulmer op for Øvig, da han kombinerer Verdensbankdemonstrationerne, Peter Louis-Jensens puerilt-skævvredne forestillinger om situationskunst og Blekingegadebanden. Vi mangler bare noget fra Besættelsen for at gøre Øvigs cirkel rund og konstruktionen firkantet, men vældig livagtigt og forførende beskrevet er det skam.

Øvig slutter krøniken med de manende ord: “Sommeren 1970 blev ungdomsoprørets sidste”. Det anede vi selvsagt ikke og sentensen er mere flot end den er sand, men vi tænkte vores, når vi hørte Jim Morrison synge:

Summer’s almost gone 
We had some good times 
But they’re gone 
The winter’s comin’ on 
Summer’s almost gone

Peter Øvig Knudsen: Hippie 2 – den sidste sommer. Fotos: Poul Rasmussen. Billederesearch: Christian Ramsø og Poul Rasmussen. Layout: Christian Ramsø. 646 sider. Gyldendal. Udkommer i dag.

Værd at gæste er stadig sitet hippienu.dk

Forsidefoto: Gregers Nielsen

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top